Foto af - Jeg har lært meget om sikkerhed og arbejdsmiljø - noget der virkelig skal fokus på i branchen for vores allesammens skyld, siger Lars Tolbod, AMR hos Tulip Svenstrup.
Nyhed

Reportage: For en sikkerheds skyld

En arbejdsmiljørepræsentant (AMR) er med til at sikre, at kollegaerne kan gå på job uden at blive syge af det eller komme til skade. Men hvad betyder det? AMR hos Tulip Svenstrup deler lidt fra sin hverdag.

Den største udfordring

- Arbejdstilsynet har lavet nogle vejledninger, som ledelsen forventer, vi arbejder efter. Men det er en KÆMPE opgave at få kollegaerne til at udføre arbejdet ud fra vejledninger.

Derfor er adfærd den største udfordring for mig som arbejdsmiljørepræsentant (AMR). Når de løfter for mange kilo og ikke følger vejledningerne, fortæller jeg dem, at de skal tænke på deres helbred, hvis de skal blive på arbejdsmarkedet i denne hårde branche, til de er over 70 år.

Det er jo for deres egen skyld, at jeg siger det, men tit bliver jeg mødt af "Jamen, vi skal jo være færdige" eller "Ja ja, det går jo nok", siger Lars Tolbod, som har været AMR hos Tulip Svenstrup siden april 2015.

Lars har valgt nogle tilfældige situationer fra de sikkerhedsrundgange, han går i hverdagen:

Tid i hverdagen

- Jeg er ikke på akkord og derfor ikke "låst fast" til produktionslinjen. Det er en fordel, hvis der er brug for mig et andet sted på fabrikken. Hvis vi fx har ulykker eller tilløb til dem, har jeg tid til at snakke med de involverede, undersøge forholdene, tage billeder som bevissikring og skrive en rapport.

Det er vigtigt, at en AMR får den nødvendige tid til at udføre sit arbejde for kollegaernes og ledelsens skyld.

Jeg skal være synlig - både fysisk, så kollegaerne ved, hvor jeg er, men også psykisk, hvis en kollega har behov for at snakke enten åbent eller fortroligt. Hvis det er arbejdsrelateret, anbefaler jeg at tage en snak med mester, og jeg tilbyder altid at deltage for at bakke kollegaen op. Men jeg informerer aldrig mester, hvis kollegaen ikke ønsker det, siger Lars Tolbod.

Hvorfor er det vigtigt at have en AMR?

Jeg er en ildsjæl, der brænder for mine opgaver som AMR, og jeg kan kun opfordre andre til også at blive AMR. Vores opgave er at formidle arbejdsmiljøloven ud til vores kollegaer OG ledelsen. En AMR er uddannet i arbejdsmiljø via fagforeningen, men det er ledelsen nødvendigvis ikke.

Hos Danish Crown er et krav, at arbejdsmiljøgruppen (mester og en AMR) skal udfylde en skadesanmeldelse sammen med den kollega, skaden er sket for. Desværre sker det ind imellem, at AMR ikke bliver inddraget, og så øges risikoen for fejl i skadeanmeldelser. Det kan resultere i en fejlagtige afgørelse, som kan være en ulempe for kollegaen, siger Lars Tolbod.