Nyhed

WorldSkills 2019: Dommer under konkurrencen og træner udenfor

Bager og faglærer Lars Jacobsen har to roller ved WorldSkills 2019: under bagernes konkurrence er han dommer, og uden for konkurrencen er han træner for en af deltagerne. Han nyder at arbejde med de unge og følge deres faglige udvikling.

Bager og faglærer Lars Jacobsen har to roller ved WorldSkills 2019: under bagernes konkurrence er han dommer, og uden for konkurrencen er han træner for en af deltagerne. Han nyder at arbejde med de unge op til konkurrencerne og følge deres faglige udvikling.

Når WorldSkills 2019 skydes i gang den 22. august, er det tredje gang, at bager og faglærer på Uddannelsescenter Holstebro (UCH) Lars Jacobsen er dommer i konkurrencen for bagerne. Samtidig er han træner for den danske deltager i bagernes konkurrence, Linda Katrine Holst Kjeldsen.

- Linda har øvet så meget, at nu sidder programmet på rygraden. Hun er glad og stolt, og jeg glæder mig til at følge hende i konkurrencen, siger Lars Jacobsen.

De sidste 15 år har Lars sammen med sine kollegaer på UCH trænet deltagere til både DM i Skills, EuroSkills og WorldSkills.

- Jeg er heldig at få lov til at være en del af det. Det giver mig fantastisk meget at arbejde med de unge og se den udvikling, de gennemgår, og bliver dygtigere, siger Lars og tilføjer:

- Når vi får fat i nogle, der godt gider faget og synes træningen er sjov, er der ikke grænser for, hvor langt de kan nå.

Blive bedre hele tiden

Lars Jacobsen har trænet intensivt med Linda i tiden op til WorldSkills 2019. Hendes program tager 16,5 time fordelt over to dage. Hun har kørt det igennem otte gange.

- Hver gang vi er færdige med en træning, laver vi en evaluering: Hvordan kan vi gøre det anderledes og bedre? Skal vi justere på vægt og bagetid? siger Lars Jacobsen og tilføjer:

- Vi har også haft besøg af en tysker, som skulle prøvesmage vores pretzel. Vi vil gerne blive bedre hele tiden.

Han lægger vægt på, at de unge skal være forberedte til træningen, men derudover styrer de selv processen.

- Det er vigtigt, at de får ejerskab for det, de laver. De skal tro på det. Selvfølgelig har jeg en idé om, hvordan man kan gøre det, men jeg lader dem selv komme med deres ønsker og finde ud af det, siger Lars.

Armene over hovedet i 2017

Ved WorldSkills i 2017 havde Lars Jacobsen og hans kollegaer på UCH trænet med Lasse Bentsen, som repræsentere Danmark i bagerkonkurrencen. Lasse blev nummer syv ud af 17 deltagere - kun 1,63 point fra sjettepladsen - og vandt en Medallion for Excellence.

- Det var stort! Armene røg helt op over hovedet, for det var en flot præstation af Lasse og en kæmpe forløsning. Jeg var rigtig stolt af ham, siger Lars Jacobsen.

Med sine mange års erfaring ved han, hvor vanskeligt det er at nå toppen af podiet:

- Det er godt nok svært at vinde. Det er verdens dygtigste, der er med, så konkurrencen er hård. Vi er realistiske og håber på, at Linda bliver blandt de ti bedste.