Nyhed

Danske medlemmer af EU-Parlamentet skal arbejde for klima og konkurrence

Efter Europa-Parlamentsvalget i maj håber landbrugs- og fødevaresektoren, at de danske repræsentanter i Parlamentet vil arbejde for et mere bæredygtigt klima og mere fair konkurrence mellem EU-landene.

Søndag den 26. maj skal danskerne stemme til Europa-Parlamentet. Valget har stor betydning for Danmarks landbrug og danske fødevareproducenter, virksomheder og medarbejdere. Samarbejdet i EU er nemlig afgørende for vilkårene for dansk økonomi, beskæftigelse og eksport.

- Det er efterhånden klart for enhver, at vi ikke kan adskille fødevarepolitik, klimapolitik og EU-politik, sagde Fødevareforbundet NNF's forbundsformand, Ole Wehlast, ved landbrugs- og fødevaresektorens EU-Topmøde den 2. april på Christiansborg.

Konferencen var arrangeret af Fødevareforbundet NNF, Landbrug & Fødevarer og DI Fødevarer i samarbejde med FIC for at sætte fokus på landbrugs- og fødevaresektoren udfordringer - blandt andet sammen med de danske kandidater til Europa-Parlamentet.

Kampen for klimaet

Netop klimaet var højt på dagsordenen hos både de tre organisationer bag konferencen og de syv danske kandidater til Europa-Parlamentet, som var til stede.

Christel Schaldemose (S) foreslog at bruge landbrugsstøtten på at omlægge til et klimavenligt landbrug, mens Nikolaj Villumsen (EL) ville bruge støtten på at omstille landbruget til økologi.

Men forbrugerne har også selv et ansvar for at gøre en forskel for klimaet fx ved at spise mere klimavenligt. Det mente både Nikolaj Villumsen, Pia Adelsteen (DF) og Christel Schaldemose. Men hvis der virkelig skal ske noget, skal det ifølge Schaldemose være et strukturelt ryk. Det var Ole Wehlast var enig i:

- Det er helt afgørende, at det sker igennem udvikling af erhvervet. Danmark og Europa kan yde et stort bidrag til at reducere den globale CO2 udledning ved at gå forrest med nye, mere klimavenlige, produktionsformer og udvikling af ny teknologi og klimavenlig eksport.

Mette Bock (LA) mente også, at der skal investeres i forskning og nye produktionsmetoder.

Ikke alle overholder reglerne

Et andet vigtigt tema i debatten var fair konkurrence og fair beskæftigelse. For selv om EU opstiller nogle fælles vilkår og regler for medlemslandene, er det ikke alle, der overholder dem.

Det kommer fx til udtryk på slagterier i Tyskland, hvor polakker, rumænere og bulgarere ansættes som udstationerede vikarer til en løn, der er lavere end den overenskomstmæssige løn for danske slagterier, fortalte Ole Wehlast.

- Mine medlemmer bliver presset pga. de unfair ansættelsesvilkår både i forhold til det tempo, de arbejder i og i forhold til deres løn. De bliver taberne, fordi de andre EU-lande ikke overholder de fælles regler, og der er ingen kontrolmyndighed, sagde Ole Wehlast.

De danske kandidater var enige i, at der skal være ens regler for konkurrence og beskæftigelse for EU-landene og en bedre kontrol.

- Der er fri konkurrence på det indre marked, men den er ikke fair. Derfor er der brug for, at reglerne bliver håndhævet over for dem, som ikke overholder dem, sagde Christel Schaldemose, mens Mette Bock opfordrede til, at alle danske EU-kandidater på tværs af partier kæmper for den danske arbejdsmarkedsmodel.