Nyhed

Wehlast: Ansatte skal sikkert kunne anmelde brud på fødevaresikkerheden

Afsløringer af systematisk fusk med fødevaresikkerheden sætter branchens renommé på spil. Hvor bliver den lovede whistleblowerordning af?

Afsløringer af systematisk fusk med fødevaresikkerheden sætter branchens renommé på spil. Hvor bliver den lovede whistleblowerordning af?

TV2-programmet Operation X har de seneste uger afsløret, at der hos Dominos Pizza og Jelex Seafood er foregået systematisk omgåelse af fødevaresikkerheden, hvilket bringer hele fødevarebranchens ry i alvorlig fare.

Den danske fødevaresektor er fuldstændig afhængig af et ry som førende inden for fødevaresikkerhed. Derfor rammer lovovertrædelserne ikke blot de nævnte virksomheders kunder, men potentielt hele branchen - ikke mindst mine medlemmer; fødevarearbejderne.

Derfor skal alt gøres for så hurtigt og effektivt som muligt at få stoppet og afsløret de brodne kar, der er i branchen. Her har de ansatte en særlig rolle. De ved som de første, når systematiske overtrædelser finder sted, men de kan have svært ved at råbe op.

De ansatte skal beskyttes

For det første er de fanget i en klar konflikt mellem loyalitet overfor deres arbejdsplads på den ene side og hensynet til fødevaresikkerheden på den anden. Samtidig kan det ikke udelukkes, at virksomheder, der så kynisk overtræder fødevarelovgivningen, heller ikke vil gå af vejen for at straffe en ansat, der anmelder disse overtrædelser.

Der er derfor behov for at beskytte de ansatte, der anmelder deres virksomhed for overtrædelse af reglerne. I det nuværende fødevareforlig er det fastsat, at der skal etableres en whistleblowerordning, netop for at sikre denne beskyttelse. Men en ordning er endnu ikke etableret. Jeg har derfor netop skrevet til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og spurgt, hvordan det går med at opfylde forliget.

De seneste uger har vist, at behovet for at der sker noget, er større end nogensinde.