Fødevareforbundet NNF kræver politisk handling for at sikre den store gruppe af nedslidte medlemmer, som skal arbejde på smertestillende medicin frem til pensionen.
Hver andet medlem af Fødevareforbundet NNF har taget smertestillende medicin eller har haft behov for behandling for smerter på grund af arbejdet inden for en periode på tre måneder. Det skriver Avisen Danmark.
- Det er foruroligende, at man skal tage medicin for at gå arbejde. Tallene viser, at der helt åbenlyst skal gøres noget. Politikerne på Christiansborg har besluttet, at folk skal blive længere på arbejdsmarkedet, og derfor er det også helt afgørende, at de er med til at finde en løsning på problemet, opfordrer Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF.
Generelt er lønmodtagere i fødevarebranchen dobbelt så hårdt ramt af smerter som resten af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked. Fødevareforbundet NNF har spurgt halvdelen af de 20.000 medlemmer og holdt svarene op mod en repræsentativ skare af befolkningen. Her tager hver fjerde smertestillende medicin på grund af deres nuværende eller tidligere arbejde.
Stor gruppe, som kommer i klemme
Et bedre arbejdsmiljø kan på sigt være med til at at sikre medlemmerne et længere og bedre liv på arbejdsmarkedet, men det er ikke nok.
- Arbejdsmiljøet ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden. Vi har en stor gruppe omkring 55 år, som kommer i klemme og har store udfordringer. Hver femte af vores medlemmer er ude af arbejdsmarkedet, når de fylder 60 år. Men jeg håber, at en forbedring af arbejdsmiljøet kommer til at hjælpe dem, som vil arbejde til de bliver 74, siger Ole Wehlast.
En værdig tilbagetrækning
Mange medlemmer af Fødevareforbundet NNF har arbejdet, siden de gik ud af grundskolen, mens mange akademikere får deres første job i en alder omkring 30 år. Derfor arbejder Fødevareforbundet NNF for en politisk aftale om en mere individuel pensionsalder, som tager hensyn til længden af ens liv på arbejdsmarkedet.
- Folk må gerne arbejde til de dør - det er jeg egentlig ligeglad med - men vi skal have en særskilt ordning for de nedslidte, så de kan få en værdig tilbagetrækning. Værdig før færdig, siger Ole Wehlast og understreger, at det er op til et bredt flertal i Folketinget finde en holdbar løsning.
I et forsøg på netop at få en politisk aftale for de nedslidte har Fødevareforbundet NNF sat en række politikere stævne til borgermøder landet over. Første borgermøde løber af stablen den 26. november kl. 18.30 i Forum Horsens, hvor blandt andre Ole Wehlast, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) beskæftigelsesordførere Bent Bøgsted (DF) og Leif Lahn Jensen (S) deltager. Alle er velkomne.
Læs mere om borgermødet i Horsens her