Hvad er egentlig en god læreplads? Det handler om at leve op til fem overordnede forudsætninger, mener formanden for Det Faglige Fællesudvalg for bager- og konditorfagene, Henrik Jonsbak, der også selv er bager- og konditormester.
Fyldestgørende uddannelse:
- Lærlingene skal i løbet af deres praktikforløb igennem alle de forskellige processer i faget, så de får en fyldestgørende uddannelse. Når mine lærlinge senere skal arbejde for en anden mester, er det mit ansvar, at de har lært de forskellige aspekter af faget.
Ansvar:
- Lærlingene skal føle sig som en ligeværdig del af holdet og have ansvar. Hvis man giver dem noget ansvar, de skal leve op til, giver det dem stolthed, og det er sjovere at gå på arbejde. Samtidig er de selvfølgelig stadig lærlinge, så de skal altid kunne spørge om hjælp.
Ordnede forhold:
- Lærlingene skal have en ordentlig løn og ordentlige arbejdstider. Der må vi som branche kigge indad, for forholdene har ikke altid været i orden alle steder.
Tryghed:
- Det er vigtigt, at lærlingene føler sig trygge på arbejdspladsen. Den tryghed er det op til lærepladsen at yde.
Stolthed:
- Hvis vi skal give lærlingene den faglige stolthed med, så skal vi også selv udvise den. Det handler bl.a. om at bruge ordentlige råvarer og lave produkter af høj kvalitet.