Nyhed

Ingen hørte Anders' opråb: Afbrød uddannelse i afmagt

Anders Clausen har store forventninger, da han starter i lære som gourmetslagter, men virkeligheden viser sig at være en helt anden.

Anders Clausen har store forventninger, da han starter i lære som gourmetslagter, men virkeligheden viser sig at være en helt anden. Anders føler ikke, han lærer noget, og der foregår ting i slagterafdelingen, han ikke kan stå inde for. I et år prøver han forgæves at råbe både læreplads og skole op. Til sidst får han nok og afbryder sin uddannelse.

Da 24-årige Anders Clausen starter i lære som gourmetslagter, glæder han sig til at blive klogere på udskæringer, konsistens og smage.

- Min drøm var at lære en hel masse - fx hvilken træflis, der smager bedst ved røgning, og få lov at lave nogle pølser, siger Anders Clausen.

Slagterafdelingen har også en anden elev, som har været der et stykke tid. Selv om han er træt af stedet og fortæller, at han ikke har lært noget, er Anders optimistisk.

- Jeg synes, at det er fedt bare at få lov til at røre kødet, marinere det, skære koteletter og pakke dem. Der sker så mange nye ting, og jeg føler, at jeg lærer en masse, fortæller Anders.

Overladt til sig selv

Som tiden går, begynder det dog at gå op for Anders, at han egentlig ikke har lært det, han skal. En del af pensum og svendeprøven er, at man skal kunne skære en halv gris ud på tid.

- Det kræver, at man får nogle grise at øve sig på. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne skære en halv gris pænt ud på tid, når jeg har prøvet det tre gange i løbet af det sidste år? Jeg havde ingen idé om, hvad jeg lavede. Jeg prøvede mig bare frem, fortæller Anders.

Skyde sig selv i foden

En anden ting, der går op for Anders er, at der foregår nogle ting i afdelingen, som ikke er i orden.

- Det er helt forkert, de ting der foregår, og jeg kan på ingen måde stå inde for det, fortæller Anders, som flere gange overvejer at konfrontere mester med sin manglende læring og de andre problemer.

- Det er lidt at skyde sig selv i foden, hvis man går imod mester. For man vil gerne beholde sin læreplads og gøre sin uddannelse færdig, siger Anders, som vælger at tage fat i mester. Han lover, at tingene bliver bedre. Det gør de bare ikke.

"Det skal nok gå det hele"

I løbet af det år, Anders er i lære, forsøger han også at råbe sin skole op, og han tager fat i sin kontaktlærer.

- Jeg fortæller hende, at jeg er lige ved at stoppe, fordi jeg ikke kan holde det ud. Og hendes svar er, at jeg bare skal hænge i - det skal nok gå det hele, siger Anders, som også flere gange fortæller varehuschefen, hvad der foregår. Der bliver holdt nogle møder, men det får ingen konsekvenser.

Knivene er lagt på hylden

Til sidst får Anders nok og afbryder sin uddannelse.

- Jeg har fuldstændig mistet modet. Jeg har set, hvordan faget også kan være, og jeg har ikke lyst til at uddanne mig inden for det, siger Anders.

Derfor er knivene nu lagt på hylden, og Anders er startet på uddannelsen som bygningskonstruktør. Han vil dog ikke helt udelukke muligheden for en dag at vende tilbage til branchen:

- Min drøm er, at jeg gerne vil have mit eget slagteri og røgeri og lave mit eget pålæg. Den her oplevelse har ikke fuldstændig smadret min drøm, men det har i hvert fald udsat den.