Hvis man slår "livslang læring" op på nettet, så er der 172.000 hits. Det siger noget om, at uddannelse og læring er noget, vi taler meget om i disse år. Men desværre betyder det ikke, at de forskellige kurser og uddannelser, der findes, bliver løbet over ende.
Det vil vi gøre noget ved i Fødevareforbundet NNF. For uddannelse er netop et af de tilbud, vi har klar på hylderne til vores medlemmer. Men det er ikke nok at have uddannelse stående på de allerbagerste hylder, hvor kun få medlemmer kommer forbi. Vi skal have mulighederne for uddannelse helt op i front - og helt ud på arbejdspladserne.
Vi vil bruge de kommende to år på at få mulighederne for kurser og uddannelser gjort langt mere relevant og lettilgængelige for vores medlemmer. En væsentlig del af den opgave bliver at få arbejdsgiverne op i gear. Mens nogle arbejdsgivere har set lyset og sørger
for hele tiden at tilbyde deres medarbejdere uddannelse, så har vi desværre også en del arbejdsgivere, der sidder på bremsen og forpasser chancen for at uddanne fremtidens arbejdskraft.
Hvis ønsket og behovet for uddannelse skal munde ud i, at flere rent faktisk tager uddannelse, så kræver det, at fagforeninger og arbejdsgivere løfter opgaven i fællesskab. I Fødevareforbundet NNF har vi nu taget teten - så er det op til arbejdsgiverne at følge trop.