Det undrer forbundsformand Ole Wehlast, at politikerne er overraskede over, at mange millioner smågrise hvert år køres langt uden for Danmarks grænser. Han ser frem til, at politikerne nu vil gøre mere for at sikre danske arbejdspladser.
Hver eneste dag krydser tusindvis af smågrise den danske grænse til vores nabolande. De sendes til opfedning og slagtning i Tyskland og Polen, og nogle ender så langt væk som i Italien. Sådan har det desværre været længe, og de sidste mange år er antallet kun gået op. I år forventes eksporten igen at slå rekord med 14 mio. smågrise.
Derfor undrer det mig, at transporten af smågrise nu pludselig har fået politikerne op af stolene. I går turnerede historien i medierne, og den ene ordfører efter den anden udtalte sig om, hvor galt det er. For vi har i Fødevareforbundet NNF råbt op om det længe. Vi har længe været bekymrede over smågriseeksporten og ikke mindst de danske arbejdspladser, der krydser grænsen sammen med lastbilerne. Og ifølge politikerne, så er de det nu også.
Og bedre sent end aldrig. Nu hvor alvoren er gået op for folketingspolitikerne, er jeg naturligvis glad for det, og jeg ser nu frem til, at de så vil gøre noget ved problemstillingen.
For hver gang en danskavlet gris slagtes på et udenlandsk slagteri, koster det arbejdspladser her hjemme. Ikke mindst mine medlemmers arbejdspladser.
Løsning: Bedre kontrol og attraktive forhold i Danmark
Ved en stikprøve af hundrede grisetransporter i 2015, var der er for mange grise i op mod hver fjerde svinetransport. Det må betyde, at det kan betale sig at putte for mange grise i vognene, og dermed at kontrollen er for dårlig.
Alle grise, der sendes over grænsen, bør efter min mening kontrolleres af en dyrlæge, ligesom de bliver det på de danske slagterier. Jeg opfordrer miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen samt ordførerne på området til at få kigget reglerne efter i sømmene og at få skruet op for kontrollen.
Jeg ser også frem til, at politikerne vil gøre det mere attraktivt for landmændene at beholde svinene til opdræt og slagtning i Danmark. For den enkelte landmand handler det om kroner og ører, og så længe han kan få mere for grisen ved at sende den syd på, så gør han det.
Kort sagt politikere: Nu da i har fået øjnene op for problemet, er det tid til at finde løsningerne til gavn for både grisene og de danske arbejdspladser.