I mange år har vi drømt om muligheden for at flytte de mejerister, der i dag er medlemmer af DMF (Danske Mejeristers Fagforening) til Fødevareforbundet NNF. Nu ser det ud til, at det kan komme til at ske.
Der har nemlig gennem foråret været seriøse drøftelser mellem ledelsen i Fødevareforbundet NNF og ledelsen i DMF.
I vores afdeling vil det betyde, at vi vil kunne sige velkommen til i omegnen af 300 nye mejerist-medlemmer. Det vil på alle måder være en styrkelse af vores fagforening og vores faglige arbejde.
Men jeg mener også, at medlemmerne af DMF kan glæde sig til at blive en del af vores fællesskab - både i vores afdeling og i Fødevareforbundet NNF. Dels indtager forbundet en styrkeposition i udviklingen af den danske fødevarebranche, og dels indtager mejeribranchen en helt central rolle i Fødevareforbundet NNF Midt Vestjyllands arbejde.
Den endelige beslutning, om hvad der skal ske med DMF, afgøres på et delegeretmøde i DMF i løbet af efteråret. Jeg håber, at de beslutter at blive en del af vores fællesskab. For jeg er sikker på, at det vil blive en win-win situation for os alle. Og med disse ord: Hav en dejlig sommer.