Nyhed

Besøg forbundet på Folkemødet

Fødevareforbundet NNF bruger Folkemødet til at sætte fokus på en række mærkesager herunder nedslidning, Brexit og ny teknologis indvirkning på medlemmernes arbejde

Fødevareforbundet NNF bruger Folkemødet til at sætte fokus på en række af forbundets mærkesager herunder nedslidning, Brexit og ny teknologis indvirkning på medlemmernes arbejde

På Folkemødet på Bornholm vil Fødevareforbundet NNF være at finde på Ydermolen i telt G10.

Se et kort over Folkemødet her

I teltet vil forbundet og samarbejdspartnere være værter for en række debatter, hvor der diskuteres udfordringer og problemstillinger inden for arbejdsmarkedet og fødevaresektoren.

Programmet:

TORSDAG DEN 14. JUNI

13.30 VELKOMMEN TIL FOLKEMØDET 2018

Forbundsformand Ole Wehlast byder velkommen og kommer rundt om de emner, der kommer til debat i Fødevareforbundet NNF's telt.

Kim & Leif varmer Folkemødet op med sange og viser, der priser Bornholm.

Arrangør: Fødevareforbundet NNF

15.15 KOM UD OG RØR DIG! JAMEN, JEG KNOKLER HELE DAGEN

Vi ved det godt. Vi skal spise sundt, motionere hver dag og sove otte timer om natten. Men hvad gør man, når måden man arbejder på, strider mod de sundhedspolitiske anbefalinger? Hvordan kan vi sikre et arbejdsliv, der giver energi i stedet for at dræne os for energi?

Arrangør: AE Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Fødevareforbundet NNF

16.45 SUCCESFULD FØDEVARESEKTOR SØGER UNG, KVALIFICERET ARBEJDSKRAFT

Det er et paradoks, at den danske fødevaresektor, der er verdensberømt for sin tårnhøje fødevarekvalitet, har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Hvordan tiltrækker vi de unge til fremtidens fødevaresektor?

Arrangør: Fødevareforbundet NNF, Landbrug & Fødevarer

FREDAG DEN 15. JUNI

10.45 UNGE VIL HAVE MENING MED MADEN

Er dansk fødevareproduktion løbet af sporet? Er kompasset sat rigtigt, eller holder vi fast i et håbløst forældet billede af, hvordan fødevarer bliver til?

Debat om dansk fødevareproduktion set i lyset af FN's verdensmål.

Arrangør: DI Fødevarer

13.30 BREXIT - HVOR HØJ BLIVER PRISEN FOR DEN DANSKE FØDEVARESEKTOR OG FØDEVAREARBEJDERNE?

13.000 jobs indenfor fødevaresektoren er på spil, når England vender EU ryggen, og vores eksport af bacon, smør og andre fødevarer risikerer at blive pålagt store afgifter. Hvad er det for udfordringer vores virksomheder og fagbevægelse står overfor, og hvilke løsninger kan organisationerne og politikerne byde ind med?

Arrangør: Landbrug & Fødevarer

15.00 FRIHANDEL, VELSTAND, VELFÆRD

Skal EU tage lederskabet i den globale handelspolitik, når USA´s præsident Donald Trump laver nye handelsmure og fører en protektionistisk politik? Og er det godt eller skidt for velstand og velfærd med mere fri handel i den globale økonomi?

Arrangør: Tænketank Europa, Fødevareforbundet NNF

16.45 VÆRDIG FØR FÆRDIG - OS, DER KNOKLER FOR DANMARK

Pensionsalderen skal hæves. Men er det realistisk, at personer, der har haft et langt og fysisk nedslidende arbejde, kan fortsætte med at arbejde til de er langt oppe i 70erne? Hvordan sikrer vi, at nedslidte arbejdere kan forlade arbejdsmarkedet på en værdig og økonomisk bæredygtig måde?

Arrangør: Fødevareforbundet NNF

LØRDAG DEN 16. JUNI

10.30 DIGITALISERING, ROBOTTER OG KUNSTIG INTELLIGENS M.V.

Verden forandrer sig. Robotter og nye forretningsmodeller ændrer arbejdsmarkedet. Nogle ser det som fantastiske muligheder. Andre ser det som en trussel. Hvordan får vi alle med? Kan teknologien også hjælpe med at løse det?

Arrangør: Netværkslokomotivet, Fødevareforbundet NNF

11.15 ROBOTTER OG DIGITALISERING ÆNDRER ARBEJDSMARKEDET

Danske virksomheder er efter krisen trimmet, og investering i nyt produktionsudstyr fortsætter. Hvad betyder det for arbejdstagerne, specielt de som i forvejen har behov for opgradering af viden? Og i hvilket omfang åbner digitalisering og IT-teknologi for nye muligheder i forhold til kompetenceløft af medarbejdere i fødevareindustrien?

Arrangør: Netværkslokomotivet, Fødevareforbundet NNF

15.00 HVORDAN UDVIKLER VI MENINGSFYLDTE FÆLLESSKABER?

Hvordan skaber man gode fællesskaber i medlemsorganisationer? Hvilke overvejelser gør de sig i tre organisationer: Folkekirken, COOP og Fødevareforbundet NNF?

Arrangør: Netværkslokomotivet, Fødevareforbundet NNF

16.00 FØDEVAREFORBUNDET NNF MØDER MEDLEMMERNE - LUKKET ARRANGEMENT

Arrangør: Fødevareforbundet NNF