At et folketingsvalg lurer rundt om hjørnet, bærer regeringens finanslovsforslag, der blev fremsat i dag, tydeligt præg af. Men Fødevareforbundet NNF havde hellere set, at forslaget bar præg af at tage vare på nedslidte lønmodtagere.
Finansminister Kristian Jensen og hans regnedrenge i ministeriet har været i gavehumør, da de udtænkte regeringens forslag til næste års finanslov.
De strør med mild hånd gaver og forbedringer ud. Der er penge til sundhedsområdet, ældreplejen og børnene. Utrygge danskere kan blive beroliget af flere penge til Politiets Efterretningstjeneste og til erhvervslivet er der løfter om afgiftsnedsættelser.
Det forhadte omprioriteringskrav pilles der ikke ved, men i 2022 samles pengene i en reserve, der skal bruges indenfor de områder - undervisnings-, uddannelses-, og kulturområdet - hvorfra de bliver taget.
Den form for omprioritering giver ikke megen glæde.
Hvad med de nedslidte?
I Fødevareforbundet NNF er vi først og fremmest optaget af de problemer, vores medlemmer står med, i takt med at pensionsalderen hæves. Jeg kan desværre ikke se noget i finanslovsforslaget, der kan mindske disse bekymringer.
Der er bred enighed om, at nøglen til få flere af vores medlemmer til at kunne blive længere tid på arbejdsmarkedet, er markante forbedringer af det fysiske arbejdsmiljø. Men tilsyneladende er det ikke blandt de områder, der nyder godt af regeringens gaveregn.
I dag deltog jeg i Seniortænketankens første møde.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg godt kunne have drømt om, at regeringen havde trukket en linje mellem de to arrangementer, og indarbejdet en eller anden form for tegn på, at de vil være med til at skabe plads for en tidligere tilbagetrækning for de nedslidte i finanslovsforslaget.
Men forslaget minder mest om et valgoplæg, der udover at give gaver, kan binde en kommende regering i mange år.
Meget kløgtigt lægger regeringen nemlig op til at disponere over
det økonomiske råderum på en måde, der vil gøre det sværere for en
ny regering at ændre markant på den økonomiske linje.