Vi skal sikre, at nedslidte danskere har mulighed for at trække sig tilbage, når kroppen siger stop. Det siger forbundsformand Ole Wehlast i sin tal 1. maj.
Tak for muligheden for at komme her og sige et par ord i anledning af 1. maj.
Det er jo en historisk 1. maj i år. Vi har netop vedtaget at fusionere LO og FTF til en fælles hovedorganisation. Det er derfor sidste gang, jeg kan sætte etiketten LO på mig.
Men jeg er overbevist om, at den nye hovedorganisation også vil give plads til arrangementer af slags, vi er til i dag. Det lokale faglige arbejde er en af LO´s juveler, og jeg er overbevist om, at det kan fortsætte også inden for rammerne af den nye organisation.
Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at det bliver tilfældet.
Vi har netop overstået overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Helt overstået er de dog ikke endnu, for vi mangler jo stadig medlemmernes accept af de indgåede forlig. Men alt tyder på, at den store konflikt bliver undgået.
Det er altid glædeligt, når nye overenskomster bliver indgået på baggrund af en enighed mellem parterne.
Selvom om vi i Fødevareforbundet NNF kun var part i sagen med ganske få medlemmer, så ville en konflikt have udløst kaos for mange af vores øvrige medlemmer.
For de medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der arbejder på landets slagterier, ville konsekvenserne af en konflikt have været uoverskuelige. De vil nemlig blive mødt af en fyreseddel, eftersom slagterierne ikke må slagte dyr, når dyrelægekontrollen ikke er til stede. Og dyrelægekontrollen var udtaget til konflikt.
En fyreseddel er en høj pris at betale for en slagteriarbejder, fordi de offentlige overenskomster ikke kan løses ved forhandling.
Derfor er jeg godt tilfreds med, at konflikten sandsynligvis er afblæst. Men jeg kan ikke lade være med at stå tilbage med fornemmelsen af, at mine medlemmer var tiltænkt en rolle som gidsler i et spil, de ikke har nogen indflydelse på.
Der er noget at arbejde med i forhold til afvikling af konflikter i fremtiden.
En kampdag og en festdag
Den 1. maj er jo både en kampdag og en festdag.
En festdag, fordi arbejderbevægelsen gennem sin lange tilværelse har vundet mange sejre. Det er i høj grad arbejderbevægelsens fortjeneste, at vi i dag lever i et samfund, vi kan være stolte af.
Vi har ret til at være stolte, og vi har ret til i dag den 1. maj at fejre vores resultater. Det, vi i fællesskab har nået, er et forbillede for store dele af verden. Det skal vi fejre.
Men i glæden over, hvad vi allerede har opnået, skal vi ikke være blinde for, at der stadig er meget at kæmpe for. Derfor er den 1. maj også en kampdag.
Vi lever stadig i et samfund, der er præget af ulighed. Oven i købet er uligheden voksende i disse år.
- Der er økonomisk ulighed.
- Der er ulighed for helbred og for levetid.
Det er ikke i orden.
- Mine medlemmer har en forventet levetid, der er væsentlig kortere end levetiden for akademikere. Det er simpelthen ikke i orden, at det er sådan.
- Det er ikke i orden, at velstanden i samfundet bliver mere og mere ulige fordelt.
- Det er ikke i orden, at nogle grupper kan se frem til at dø flere år før andre grupper.
Jeg er enig i, at en stor og veluddannet arbejdsstyrke er vejen til et velstående samfund. Jeg er i virkeligheden enig i, at arbejdsudbuddet er vigtigt for, at vi kan bevare vores velfærdssamfund. Derfor er det grundlæggende godt, at mange kan og vil arbejde og vente med at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet til de er ældre, end det vi har set tidligere.
Men det er altså ikke alle, der kan arbejde, til de har nået en høj alder, ikke engang selvom de gerne ville.
Mine medlemmer har et hårdt og nedslidende arbejde. Et arbejde, som mange er glade for, men som er et hårdt arbejde. Det er fuldstændig urealistisk for mange af mine medlemmer og for mange af jer, der er til stede her i dag, at skulle arbejde til I er langt oppe i 70'erne.
Når jeg møder medlemmer, som må tage piller for at kunne klare det daglige arbejde, så gør det indtryk.
Det er indlysende, at den virkelige løsning er, at ingen bliver syge af at gå på arbejde. Ingen skal blive nedslidte af at gå på arbejde. Der skal arbejdes for at gøre arbejdsmiljøet bedre.
Men så længe vi ikke er i mål med det, så er det vores fælles ansvar og pligt at tage hånd om dem, der bærer byrden ved vores manglende evne til at skabe et arbejdsmiljø, som er så godt, at der ikke er forskel på levetiden for mine medlemmer og akademikerne.
Lige ret til en værdig pensionisttilværelse
Jeg hylder stadig idealet om lighed.
Men for mig er lighed ikke, at alle skal behandles fuldstændig ens, uanset hvilke betingelser den enkelte er underlagt.
For mig er lighedsidealet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet ikke, at alle skal trække sig tilbage fra arbejdslivet ved samme alder.
Nej, for mig er lighed, at alle har samme mulighed for et godt pensionistliv i lige lang tid.
Derfor må der være mulighed for, at dem, der gennem et langt arbejdsliv har arbejdet hårdt og derfor er blevet trætte og nedslidte, kan stoppe på arbejdsmarkedet før dem, der har haft et mindre nedslidende arbejdsliv.
Mine medlemmer skal have retten til som pensionister at lege med deres børnebørn.
De skal have retten til at dyrke deres interesser i pensionisttiden på samme måde, som andre grupper kan. Pensionisttilværelsen skal ikke være en kamp mod sygdom og følgerne af et hårdt arbejdsliv.
Nej, mine medlemmer skal kunne trække sig tilbage, mens de endnu har et nogenlunde helbred, så de også får glæde af den tredje alder.
Førtidspensionsordning er ikke svaret. Førtidspension er for dem, der er syge. Det kan små ændringer i, hvordan den tildeles ikke ændre, hvor nødvendige sådanne ændringer i øvrigt er.
Nej, vi må skabe en ordning, der kan give reel lighed for at nyde pensionisttilværelsen.
Det arbejder vi i mit forbund hårdt for skal ske.
Vi skal sikre et arbejdsmarkedet, hvor alle kan bidrage - uanset alder. Men vi skal også sikre, at der er mulighed for at trække sig tilbage, når kroppen siger stop.
Lønmodtagere, der har knoklet for Danmark hele deres liv, skal ikke tvinges til at fortsætte, til de er langt oppe i 70'erne.
Politikerne skal lave ordninger, der tager hånd om nedslidte lønmodtagere. En værdig alderdom må ikke være forbeholdt de få.
Når flere kan arbejde længere, må der være råd til, at dem, der ikke kan, alligevel får en tålelig tilværelse efter arbejdslivet.
Lad det være et vigtigt budskab fra mig til Christiansborg denne 1.maj.
Jeg sagde tidligere, at en stor arbejdsstyrke er vejen til velstand. Velstand er også muligheden for at skabe velfærd. Velfærdssamfundet bygger på, at samfundet er velstående. Men velfærd afhænger af vores evne til at fordele velstanden retfærdigt.
Den forfejlede tro på ulighed
Jeg synes, det er ildevarslende, at fordelingen i Danmark bliver mere og mere skæv.
Hvordan kan det være, at de riges krav om topskattelettelser er fuldt accepterede som et gode for samfundet, mens de fattiges ønske om rimelige overførselsindkomster betegnes som grådighed.
Vi bevarer ikke velfærdssamfundet ved at afskaffe velfærden for flere og flere. Jeg forstår ikke, at dem, som i forvejen har meget, vil arbejde mere, hvis de får endnu mere, mens dem som kun har lidt, vil arbejde mindre, hvis de får lidt mere.
Det er helt forfejlet at tro, at man kan piske folk i arbejde ved at gøre dem fattige og øge arbejdsudbuddet på den måde.
Nej, arbejdsudbuddet øges, når der er efterspørgsel efter arbejdskraft.
Der er brug for reformer på arbejdsmarkedet. Men ikke reformer, der pisker dem, der i forvejen er udsatte.
Der er behov for reformer, der øger uddannelsesniveauet, så dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet, får de kvalifikationer, der er behov for, for at de kan bidrage til samfundet.
Vi skal ikke alle være akademikere. Men vi skal løfte uddannelsesniveauet for dem, der har mindst uddannelse. Det er den reform på arbejdsmarkedet, der er brug for.
Skab flere faglærte, det gavner både den enkelte og samfundet.
Heldigvis er beskæftigelsen nu tilbage på samme niveau, som den var før krisen. Vi ser, at når efterspørgslen er der, så vokser arbejdsstyrken også.
Egentlig er det et lavt ambitionsniveau, at de mange reformer i løbet af krisen stort set bare har formået at bringe arbejdsstyrken op på det samme niveau som før krisen.
For mig betyder det, at den eneste mulighed for at øge arbejdsudbuddet er, at der hele tiden er nogen, der efterspørger arbejdskraften.
Når ingen vil antage folk, kan nok så mange reformer ikke bringe beskæftigelsen i vejret. Fuld beskæftigelse er nøglen til at øge arbejdsudbuddet.
Flygtninge kan bidrage
Vi skal sikre, at virksomhederne har adgang til arbejdskraft. Uddannelse er det vigtigste. Men også grupper, der allerede er i Danmark, kan bidrage.
Flygtninge skal kunne finde beskæftigelse. Når mit medlem Muhammed, der arbejder som slagteriarbejder på Tican - og som har gjort alt det, som samfundet fremhæver, at idealflygtninge skal gøre - alligevel står til udvisning, så er vi gået for vidt.
En flygtning, der er så velintegreret som Muhammed er, bør kunne få lov til at arbejde i Danmark. Vi kan ikke bare lade alle komme til Danmark, men dem, der er her, og som gør alt, hvad vi ønsker, skal ikke straffes ved at komme først på listen over dem, der skal udvises.
Fødevareindustrien kan ikke klare sig uden udenlandsk arbejdskraft. Når en virksomhed har svært ved at skaffe arbejdskraft, så er det da vanvittigt at fjerne en velfungerende person, der opfylder et behov for virksomheden.
Brug dog den sunde fornuft og lad være med at lade ideologiske tanker stå i vejen for den løsning, som tjener alle bedst.
Selvfølgelig skal den arbejdskraft, der er i Danmark, kunne tale dansk.
Derfor er det helt forfejlet, når regeringen i et lovforslag foreslår, at der indføres deltagerbetaling for danskundervisning.
Indførelse af deltagerbetaling vil uden tvivl medføre en meget væsentlig nedgang i antallet af udlændinge, som vil påbegynde en danskuddannelse. Det vil generelt svække integrationen af de udenlandske arbejdstagere og studerende, som har valgt at bosætte sig Danmark.
Så det er en ommer.
Vores erfaringer er, at netop sproget er afgørende for en vellykket integration, og for at vores kolleger fra andre lande kan indgå på lige fod på arbejdspladsen. At lægge hindringer i vejen for sprogundervisning er helt galt.
Jeg kan gentage:
Brug dog den sunde fornuft og lad være med at lade ideologiske tanker stå i vejen for den løsning, som tjener alle bedst.
Samfundet under forandring
Samfundet er under forandring.
Det, som tidligere blev anset for rigtig og god politik, er pludselig noget andet, når de rammer, som politikken skal virke indenfor, ændres.
Fagbevægelsen skal ændre sig med den samtid, den lever i. Fusionen med FTF er et tegn på, at vi er forandringsparate.
Mit forbund har gennemgået voldsomme ændringer. Ikke uden sværdslag, men altid med konstruktiv medvirken fra alle.
Forandringerne kommer hurtigere og hurtigere. Den teknologiske udvikling vil ændre samfundet.
Det er fagbevægelsens pligt at sikre, at ændringerne ikke fører til en samfundsmodel, hvor de stærkeste får alle frugterne af det fælles arbejde.
Derfor er lighed og retfærdig fordeling vigtigere i dag end nogensinde før.
Det kan gå to veje. Det kan gå den uhæmmede egoismes og selvhævdelsesvej eller det kan gå den solidariske vej.
Lad os sammen i dag og i tiden fremover kæmpe for, at solidaritet og lighed bliver det, der kommer til at præge fremtidens Danmark.
