Fredag den 13. april blev en historisk dag for fagbevægelsen, da både LO og FTF stemte klart ja til at slå de to hovedorganisationer sammen til en.
Den absolut største lønmodtagerorganisation i Danmarkshistorien er en realitet. Fredag den 13. april vedtog både LO og FTF på hver sin ekstraordinære kongres at slå de to hovedorganisationer sammen til én. 1,5 millioner danske lønmodtagere har dermed fået en ny hovedorganisation.
Beslutningen vækker glæde hos Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF:
- Det er en historisk dag i dag. Vi nedlægger LO og stifter en ny, stor og stærk hovedorganisation. Jeg er overbevist om, at den nye hovedorganisation bliver til fordel for den samlede fagbevægelse, siger Ole Wehlast og fortsætter:
- I Fødevareforbundet NNF tror vi på, at jo flere vi står sammen; jo flere lønmodtagere vi repræsenterer; jo flere brancher vi organiserer - jo bedre resultater kan vi skabe for vores medlemmer. Jo bedre resultater kan vi skabe for Danmark, og er der noget danske lønmodtagere har krav på, så er det resultater. Og så kommer vi også til at stå stærkt over for arbejdsgiverne - private som offentlige.
Et klart ja
389 ud af de 400 LO-delegerede var positive over for en fusion, og det blev dermed et klart ja fra LO.
- Det er et samlet LO, som har sagt ja til fusionen i dag, og det er en stor styrke for den nye hovedorganisation. Der er lavet et gedigent og godt stykke arbejde i LO, og jeg synes, det er flot gået, at vi er nået frem til 100 % enighed, siger Ole Wehlast.
71,4 procent af FTF's delegerede stemte også ja, og den nye hovedorganisation bliver dannet på en stiftende kongres om eftermiddagen den 13. april.
LO og FTF slår sig sammen fra den 1. januar 2019 under et nyt navn, som endnu ikke er besluttet.