I oktober skal konditoren Blyp Sophie Knudsen og bagereleven Lasse Nørup Bentsen sammen med 13 andre af landets dygtigste, unge faglærte dyste ved WorldSkills.
Den 14. - 19. oktober løber WorldSkills af stablen i Abu Dhabi, og Fødevareforbundet NNF er repræsenteret ved to dygtige deltagere: konditoren Blyp Sophie Knudsen og bagerleven Lasse Nørup Bentsen.
Sophie og Lasse er en del af de danske landshold, som i alt består af 15 af landets dygtigste, unge faglærte. Ved WorldSkills skal de 15 unge danskere dyste mod over 1.200 andre unge faglærte fra 56 nationer om at blive verdens bedste inden for netop deres håndværksfag.
To af Danmarks dygtigste
Blyp Sophie Knudsen er 20 år og arbejder hos Hammershus Bageri i Herfølge. Hun deltog ved DM i Skills i 2016, hvor hun vandt titlen som Danmarks bedste konditorlærling.
Lasse Nørup Bentsen er 19 år og i lære hos Skolegades Bageri i Herning. Han afslutter sin uddannelse til oktober næste år. Lasse deltog ved DM i Skills i januar 2017.
Blyp og Lasse har allerede mødt hinanden og de andre deltagere, da WorldSkillslandsholdet var samlet til teambuilding en weekend i august på Metalskolen i Jørlunde.
Medaljer med hjem
Der er WorldSkills hvert andet år, og SkillsDenmark har deltaget med landshold siden 1999. Især i de senere år har der været medaljer med hjem - i London i 2011 fik vi to verdensmestre, og i Sao Paulo i 2015 blev det til en sølv- og to bronzemedaljer, mens seks af de øvrige landsholdsdeltagere kom hjem med 'Medaillons of Excellence', som gives, når der er opnået mere end 500 af 600 mulige point.
Se alle de danske deltagere her