I den senere tid har flere af
Fødevareforbundet NNF's medlemmer nedlagt arbejdet eller holdt
faglige møder. Det er vink med vognstangen til arbejdsgiverne,
forklarer næstformand Jim Jensen
Et af de første tegn på, at krisen kradsede på det danske
arbejdsmarked, var de meget få arbejdsnedlæggelser. Og i de seneste
mange år har vi kun oplevet ganske få arbejdsnedlæggelser.
Medarbejderne har frygtet for deres job, og de har derfor fundet
sig i rigtig, rigtig meget. Også en gang i mellem meget mere end,
hvad der er rimeligt.
Den situation er ved at ændre sig.
I løbet af den seneste tid, har vi flere gange oplevet, at vores
medlemmer har sagt "Nok er nok", og enten er gået til fagligt møde,
eller ligefrem har nedlagt arbejdet.
Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er - som ordet antyder -
i strid med reglerne. Det er i al væsentlighed kun i forbindelse
med fejlslagne overenskomstforhandlinger, at medarbejdere må trække
strejke-våbenet og arbejdsgiverne må trække lock-out kortet.
Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser kan koste medarbejderne
dyrt, hvis sagen kommer til fællesmøde eller for Arbejdsretten. Her
kan de nemlig blive idømt bod, såfremt de ikke genoptager arbejdet
i forlængelse af disse møder. Samtidig får de ingen løn for de
timer, de har nedlagt arbejdet. Det kan altså have ganske store
konsekvenser for de ansatte, når de nedlægger arbejdet
overenskomststridigt.
Så hvorfor ser vi arbejdsnedlæggelserne?
I løbet af relativt kort tid er vores medlemmer på så
forskellige virksomheder som Bisca, Tulip Svenstrup, Tican i
Thisted og Danish Crown i Horsens enten gået til fagligt møde,
eller de har stemt for at nedlægge arbejdet og gå hjem.
De konkrete årsager er forskellige, men jeg synes alligevel, at
der er et fælles træk. Vores medlemmer har fået nok af ledelsens
måde at lede og fordele arbejdet på. De vil ikke finde sig i det,
de ser, som ledelsernes manglende respekt for medarbejderne.
I kriseårene, hvor ledigheden steg og alvoren hang tungt over
samfundet, bøjede medlemmerne nakken og fandt sig i ledelsens
skalten og valten. I dag er de økonomiske vinde vendt og mit gæt
er, at det nok gør, at medarbejderne hurtigere siger fra. De vil
simpelthen ikke finde sig i hvad som helst. De sender et vink med
en vognstang til deres ledelser.
Hvis jeg må give et godt råd til vores medlemmers ledelser, så er
det at tage advarslerne alvorligt. Hvis de er interesseret i at
fastholde deres dygtige og hårdtarbejdende medarbejdere, så er det
en god idé at ændre deres tilgang til medarbejderstaben og give dem
den respekt, de retteligt fortjener.
Vi må håbe, at arbejdsgiverne har det samme billede som jeg, og
tager deres ansatte alvorligt - også længe inden, at
frustrationer vokser sig store.
