Trepartsaftalen om voksen- efter- og videreuddannelse mellem regeringen, LO og DA bliver mødt af rosende ord fra Fødevareforbundet NNF. Aftalen gavner vores medlemmer, lyder det.
- Aftalen har rigtig mange gode elementer, som vil komme vores medlemmer til gode, mener forbundssekretær for Kompetence og Arbejdsmiljø i Fødevareforbundet NNF Per Hansen.
Han hæfter sig særligt ved, at aftalen indeholder modeller for direkte finansiering, der bør tilskynde virksomhederne til at tage større ansvar i forhold til at bevare og udbygge medarbejdernes kompetencer.
I aftalen er der afsat en pulje på over 400 millioner kroner, der skal understøtte at flere lønmodtagere tager jobrettet efter- og videreuddannelse enten i deres fritid eller i deres arbejdstid.
Samtidig ønsker de tre parter at afsætte 100 millioner kroner til det opsøgende arbejde. Det skal sikre, at flere - særligt blandt ufaglærte, der mangler basale færdigheder for eksempel læsning, skrivning og regning - vælger at tage efteruddannelse.
- Jeg håber, at de to puljer vil gøre det nemmere og mere attraktivt for vores medlemmer at tage skridtet fra ufaglært til faglært. Det er ikke mindst vigtigt for vores mange nedslidningstruede medlemmer, at beslutningen om at omskole sig og foretage et sporskifte, bliver fulgt op af et så enkelt og smidigt system som muligt, forklarer Per Hansen.
Nemmere adgang
I Fødevareforbundet NNF har det længe været et ønske at gøre selve sagsbehandlingen omkring uddannelsessystemet nemmere.
Derfor er Per Hansen også særdeles tilfreds med, at trepartsaftalen gør op med de mange forskellige måder at ansøge og modtage uddannelse:
- Det ekstremt tunge system vi har i dag, har givet udfordringer
for både vores medlemmer og deres arbejdsgivere. Derfor giver det
rigtig god mening at etablere én indgang til vejledning, tilmelding
og til søgning af økonomisk godtgørelse.
Per Hansen hæfter sig samtidig ved, at aftalen lægger op til, at
medarbejdere fremover vil kunne modtage 100 % af højeste
dagpengesats under uddannelse, fremfor kun 80 % som reglerne er i
dag.
- Man kan læse mere om aftalen mellem regeringen, LO og DA på beskæftigelsesministeriets hjemmeside.
- LO har lavet en film, der forklarer den nye aftale. Klik her og se den.