Når sjette sæson af Den store bagedyst løber over tv-skærmen, bliver det med et nyt dommerpar ved roret. Markus Grigo og Katrine Foged skal forsøge at løfte arven efter de kendte forgængere.
Er I nervøse for at skulle træde i Mette Blomsterbergs og Jan Friis-Mikkelsens fodspor?
Katrine: Jeg er. Jeg har kæmpe sommerfugle i maven. Det der med at komme efter Mette, det er svært. Jeg ved, hvor meget folk gik op i, hvad hun sagde, hendes udseende og hvert et lille ord, der kom ud af munden på hende, og det ved jeg jo, bliver ført videre til os. Og jeg har aldrig stået foran et kamera før, så det er en kæmpe ting for mig. Det er en stor arv at løfte.
Markus: Min tanke var fra starten, at enten går det, ellers så går det ikke. Og vi er os selv, vi efterligner ikke Mette eller Jan, vi er os. Det er nyt program, og så håber vi, at folk kan lide os.
Hvordan er det at være bøddel og smide folk hjem?
Katrine: Det er det, vi får vores løn for, så det er rammen, men det har godt nok været hård kost, fordi folk går så meget op i det. Man kommer til at kende folk rigtig godt som ugerne går, så jeg synes det har været barskt.
Markus: Det er hårdt at sende dem hjem. Jeg har også fældet en tåre engang i mellem. Der er meget på spil. Nogle af de her mennesker siger deres job op. De satser virkelig alt. Og hver dag er en ny dag i programmet. Det kan godt være, at den bedste ryger ud, fordi han ikke har præsteret lige præcis den dag. Vi er nødt til at være iskolde og bedømme, hvad de leverer. Vi kan ikke tænke, nej ham kan vi ikke sende ud - han er favoritten. Hvis de ikke er gode nok den dag, så er det "auf wiedersehen."
Katrine: Ja, man har ikke historien med sig. Man skal levere på dagen. Sådan er det også i konditorbranchen, så det er egentlig meget fair. Men nogle gange er der en deltager, hvor man tænker, at han eller hun bliver helt vildt god, men så må man bare sige farvel.
Markus: Og det kan være hård kost. For hvis personen er uforberedt, så rammer det.
Læs hele interviewet med de to nye dommere i det nye nummer af
Substans på
side 26-29