Foto af Foto: Bent Hansen
Nyhed

Lokale tillidsvalgte i mål med lederuddannelse

Seks lokale tillidsvalgte har netop afsluttet diplomuddannelsen i ledelse. Nu skal deres nye viden komme de lokale fødevarearbejdere til gode.

Seks lokale tillidsvalgte har netop afsluttet diplomuddannelsen i ledelse. Nu skal deres nye viden komme de lokale fødevarearbejdere til gode.

Der var store smil på, da seks tillidsvalgte fra Arla, Danish Crown og Haribo fredag afsluttede tre års uddannelse i ledelse. Med fag som ledelse i praksis, forandringsledelse, arbejdspsykologi, kommunikation og formidling er de nu klædt endnu bedre på til at varetage de lokale fødevarearbejderes interesser.

Vi skal være på forkant

- Vi ser jo alle sammen, hvor hurtigt verden forandrer sig. Og der skal vi som tillidsvalgte være på forkant, så vi hele tiden kan sikre beskæftigelse og bedst mulige løn- og arbejdsvilkår for vores medlemmer, siger Lisbeth K. Andersen fra Danish Crown, der allerede er i fuld gang med at bruge det lærte på sine tillidsposter i Slagterfagets Fællesudvalg og det lokale uddannelsesudvalg.
- Uddannelsen har givet os en dybere forståelse for, hvordan ledelserne i vores virksomheder tænker, og for det sprog, de taler. Den har klædt os på til at komme med kvalificerede ideer og tage styringen. Det er en kæmpe styrke i arbejdet for medlemmerne, forklarer hun.

Knaldhårdt, men sliddet værd

- Men vi er jo heller ikke kommet sovende til den viden, smiler Lisbeth K. Andersen. Hun er kandidat til det kommende byrådsvalg, og mellem valgmøder, udvalgsarbejde og jobbet på slagteriet har hun måttet finde tiden til forberedelse. - Det har været knaldhårdt, men hele sliddet værd.