Nyhed

Wehlast: Tal ordentligt om vores medlemmer!

BLOG: Forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF er utilfreds med, at slagteridirektør i Danish Crown anklager polske slagteriarbejdere for ”bare at fylde cigarkassen op”. Hos os er alle medlemmer lige, fastslår han

BLOG: Forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF er utilfreds med, at slagteridirektør i Danish Crown anklager polske slagteriarbejdere for "bare at fylde cigarkassen op". Hos os er alle medlemmer lige, fastslår forbundsformanden

I mandags bragte Ekstra Bladet en artikel, hvor slagteridirektør på Danish Crowns slagteri i Blans, Ole Carlsen, efterlyser flere flygtninge, der vil arbejde på slagteriet. Integrationen af flygtningene går nemlig forrygende.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg synes, at det er rigtig positivt, at Danish Crown gør en indsats for at integrere de flygtninge, der er kommet til landet.

Desværre nøjes Ole Carlsen ikke med at tale positivt om integrationen af flygtninge - han benytter også lejligheden til at lange ud efter de polske slagteriarbejdere, der er kommet til Danmark for at arbejde. De " kommer for at fylde cigarkassen op og tage hjem igen", lyder det fra slagteridirektøren.

Det er simpelthen ikke rimeligt at nedgøre vores medlemmer på denne måde.

Alle er velkomne

I Fødevareforbundet NNF tager vi imod alle ansatte indenfor fødevareindustrien - uanset baggrund og nationalitet. Hos os er alle medlemmer lige gode og lige meget værd.

Og så vil jeg da også lige minde slagteridirektøren om, at det næppe havde været muligt at holde produktionen i Danish Crown kørende uden de polske medarbejdere. Jeg synes alene på den baggrund, at de fortjener en del mere respekt fra deres arbejdsgiver.

Samtidig bekymrer det mig, at vores medlemmer på denne måde bliver opdelt i grupper af mere eller mindre gode medarbejdere. Det kan da ikke undre, at der fra tid til anden opstår splid og mistænkeliggørelse de ansatte imellem, hvis ledelsen opdeler medarbejderne i popularitets-grupper. Det bør være en central del af moderne ledelse at sikre, at alle er en del af det samme kollegiale fællesskab.

Ingen ledige jobs

I Ekstra Bladets artikel noterede jeg mig også, at slagteridirektøren eftersigende havde " tømt jobcentret i kommunen for arbejdsegnede kontanthjælpsmodtagere". Men har han mon kontaktet Fødevareforbundet NNF for at høre, om vi har nogle ledige medlemmer?

Faktisk er det en del af overenskomsten mellem DI og Fødevareforbundet NNF, at arbejdsgiverne skal kontakte forbundet, hvis de har ledige jobs. Men ingen af vores a-kasser har fået en henvendelse fra slagteridirektøren. Og det er naturligvis svært at finde arbejdskraft, hvis man ikke leder de rigtige steder.

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at få tanken: Gad vide om slagteridirektørens begejstring for flygtninge ikke kun skyldes manglen på kontanthjælpsmodtagere, men også det faktum, at han får løntilskud til flygtningene??!