Fødevarearbejdere, der mister deres job på
grund af Brexit, skal sikres hjælp fra en europæisk jobfond, mener
sammenslutningen af europæiske fødevarearbejdere - FDT
Indtil videre er der langt flere spørgsmål end svar i forhold til,
hvad briternes "nej" til EU vil betyde for den danske eksport af
fødevarer til Storbritanien. Usikkerheden betyder, at det er
nødvendigt at forberede sig på, at Brexit kan ændre de europæiske
handelsmønstre, og dermed påvirke beskæftigelsen indenfor
fødevarebranchen.
Derfor spillede Brexit også en stor rolle, da repræsentanter fra
20 fagforeninger i 16 europæiske lande var samlet til
generalforsamling i "Food, Drink and Tobacco-sector" i
Bruxelles.
Sektoren er en del af EFFAT - sammenslutningen af europæiske
fagforeninger indenfor fødevare- og landbrugsområdet.
- Spørgsmålet om, hvordan vi sikrer lønmodtagernes rettigheder,
hvis de mister deres arbejde i forbindelse med Brexit, er ikke bare
et nationalt spørgsmål, men et fælles europæisk anliggende. Derfor
er jeg meget tilfreds med, at FDT-sektoren er gået sammen om at
stille krav til EU om at hjælpe, forklarer forbundsformand i
Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast, der også er præsident for
FDT.
Jobfonden skal give økonomisk sunde virksomheder mulighed for et
pusterum, hvor de kan søge nye markeder, samtidig med at
medarbejderne bliver opkvalificeret til nye udfordringer.
Lønmodtagerne skal ikke betale for Brexit
Blandt de europæiske fødevarearbejderes fagforeninger er der
bred enighed om, at det ikke må ende med, at det er den enkelte
fødevarearbejder, der skal betale for Brexit:
- Hvis de britiske politikere og EU ikke kan blive enige om en
aftale, der sikrer et fortsat stærkt og sundt handelsforhold mellem
Storbritanien og EU-landene, så er det utrolig vigtigt, at der er
ordninger, der tager hånd om de lønmodtagere, hvis job kommer i
fare. Et politisk skabt problem, skal også løses politisk, fastslår
Ole Wehlast.
Fødevareforbundet NNF har sammen de øvrige fagforeninger i FDT
tidligere kæmpet for, at en jobfond kunne tage hånd om de
lønmodtagere, der mistede deres job i kølvandet på handelskrigen
mellem Rusland og EU.
- Vi vælger at gå ind i det her med åbne øjne. Vi ved ikke, hvad
Brexit vil komme til at betyde for den europæiske
fødevareproduktion. Men vi kan risikere at stå i en situation, hvor
virksomhederne har brug for tid til at omstille sig. Her vil vi
gerne sikre, at lønmodtagerne ikke kommer i klemme, men i stedet
bliver hjulpet videre i deres arbejdsliv med uddannelse og mulighed
for sporskifte. Jeg mener, at det er en styrke, at de europæiske
fødevarearbejdere går samlet til EU-Parlamententet og opfordrer
politikerne til at iværksætte sådanne ordninger, mener Ole
Wehlast.
Generalforsamlingen i FDT besluttede at vedtage en udtalelse om
Brexit om behovet for at iværksætte en jobfond, der skal hjælpe
europæiske lønmodtagere, der mister deres job som følge af
Brexit.