Nyhed

Fødevareforbundet NNF på besøg hos medlemmerne

Ca. 2.600 medlemmer af Fødevareforbundet NNF vil i løbet af torsdag den 9. november få besøg af forbundets ansatte og valgte. Langt de fleste mand er af huse for at møde medlemmerne på deres hjemmebane

Ca. 2.600 medlemmer af Fødevareforbundet NNF vil i løbet af torsdag den 9. november få besøg af forbundets ansatte og valgte. Langt de fleste mand er af huse for at møde medlemmerne på deres hjemmebane

Der vil være usædvanligt stille på Fødevareforbundet NNF's kontorer rundt om i landet torsdag den 9. november. I stedet for at sidde foran pc'erne ved skrivebordene og på forskellige måder arbejde i medlemmernes tjeneste, er langt de fleste valgte og ansatte sendt ud i medlemmernes virkelighed.

- 77 valgte og ansatte har fået en liste med virksomheder, de skal besøge. De er blevet fordelt på 19 hold, og i alt vil medlemmerne i 24 butikker og på 35 industrivirksomheder få besøg af dem, der til hverdag arbejder for give medlemmerne det bedst mulige arbejdsliv, fortæller forbundssekretær for organisation og administration Flemming dal Cortivo.

Det er første gang, at forbundet på denne måde tager et dag ud af kalenderen og besøger medlemmerne.

Et besøg i virkeligheden

- Vores faglige sagsbehandlere er naturligvis vant til at komme ude på virksomhederne og møde medlemmerne der. Men mange af vores mere administrative medarbejdere kommer kun sjældent ud til medlemmerne. Nogle er vant til at møde medlemmerne på vores afdelingskontorer, mens andre har funktioner, der gør, at de faktisk ikke har nogen kontakt med medlemmerne. For dem bliver det rigtig interessant at møde vores medlemmer på medlemmernes hjemmebane, forklarer Flemming dal Cortivo.

Projektet har fået navnet "Synlig forbundsdag", og skal - som navnet antyder - skabe synlighed omkring fagforeningen ude på medlemmernes arbejdspladser. Derfor er det heller ikke kun de ansatte og valgte, der skal have noget ud af dagen. Den skal også gerne have en positiv effekt hos medlemmerne:

- Det er nok de færreste medlemmer, der tænker over, at der hver eneste dag møder lige under 100 mennesker på arbejde for at bistå dem i deres arbejdsliv. Vi vil gerne vise medlemmerne, at deres forbund ikke bare er en postboks, men består af en flok dedikerede mennesker, der har valgt at bruge deres arbejdsliv på at hjælpe fødevarearbejderne, siger Flemming dal Cortivo.

Fødevareforbundet NNF har besluttet, at man fremover én gang om året vil tage ud og besøge så mange medlemmer som muligt.