Nyhed

Blog: Der er knaster i udspil om mindre beskæftigelsesbureaukrati

Det er godt, at regeringen vil begrænse bureaukratiet og regeltyranniet for de ledige, siger forbundsformand Ole Wehlast, der dog savner, at a-kasserne får større rolle i beskæftigelsesindsatsen

Det er godt, at regeringen vil begrænse bureaukratiet og regeltyranniet for de ledige, siger forbundsformand Ole Wehlast, der dog savner, at a-kasserne får større rolle i beskæftigelsesindsatsen

Jeg ser flere gode ting i det udspil til en mere enkel beskæftigelsesindsats, som beskæftigelsesministeren har præsenteret i dag. De ledige har længe været underlagt alt for mange regler, der ikke hjælper dem i arbejde, men udsætter dem for unødig kontrol og stres.

Derfor er det positivt, at man vil skære ned på bureaukratiet for de ledige ved f.eks. at fjerne reglen om, at de skal tjekke Jobnet hver uge, eller at de skal søge en masse job, selvom de måske allerede har fået et, som de bare ikke er startet på endnu.

Jeg savner dog også, at der lægges op til en klarere fastlæggelse af arbejdsdelingen mellem a-kasserne og jobcentrene. Vi har i vores A-kasse en viden og kunnen, der gør at vi ofte er bedre til at håndtere de ledige og få dem hurtigt i beskæftigelse igen. Vi kender vores medlemmer.

Vores kendskab til dem og til deres branche giver os en fordel i forhold til jobcentrene. Derfor ser jeg gerne, at A-kasserne får en større rolle i beskæftigelsesindsatsen, og jeg håber, at det bliver taget med i det forslag, der i sidste ende vedtages.

Hovedelementerne i regeringens udspil:

  • Der slækkes på kravene til ledige, der har et job på hånden eller som skal på barsel eller efterløn. Det betyder, at den ledige ikke længere skal søge relevant arbejde - heller ikke vikarjob - i de sidste seks uger på dagpenge.
  • Der slækkes på kravene til samtaler mellem de ledige og jobcentrene, så den ledige og jobcentrene har større frihed til at planlægge, hvornår møderne holdes. I dag er der meget specifikke krav til, præcis hvornår de ledige skal til samtaler hos jobcentrene i den første periode som ledig.
  • Kravet om, at de ledige skal tjekke Jobnet mindst en gang om ugen, afskaffes, da de lediges jobsøgning i forvejen dokumenteres gennem deres Joblog.