Årets overenskomstforhandlinger har igen bevist "Den Danske Models" store tilpasningsevne. Sikkerhed og fleksibilitet er grundelementerne i et stabilt arbejdsmarked, og de er stærkt medvirkende til, at Danmark er kommet relativt godt ud af 8 års krise.
Desværre er modellen ikke blevet vedligeholdt.
For mens skiftende regeringer har gennemført arbejdsmarkedsreformer, der tilgodeser arbejdsgiverne, så er lønmodtagerne ladt i stikken. Større fleksibilitet og øget arbejdsudbud, er ikke fulgt op af bedre sikkerhed. Tværtimod er det sikkerhedsnet, der skal skabe tryghed for arbejdstagerne i tilfælde af ledighed, blevet væsentligt forringet.
Ikke en eneste af de sidste 10 års arbejdsmarkedsreformer har haft til formål at sikre arbejdstagerne.
Den danske model balancerer på to ben. Arbejdsgiverne har let ved at hyre og fyre (fleksibilitet), og lønmodtagerne er sikret i ledighedsperioder. Men benene er ikke længere lige stærke.
Hvis kommende reformer ikke styrker lønmodtagerne, så knækker modellen - og det vil ikke kun ramme lønmodtagerne. Arbejdsgiverne vil miste fleksibilitet, fordi lønmodtagerne vil kræve længere opsigelsesvarsler, og dermed forsvinder smidigheden i samfundet.
For at sikre os mod det, skal det generelle syn på ledige ændres. De skal opfattes som det de er; én der befinder sig mellem to jobs. De skal ikke straffes, men derimod hjælpes videre i deres arbejdsliv, så de igen kan bidrage til samfundet.
