Nyhed

Årets Kage 2017: Perfekt kombination af kokos, rabarber og lime

Lige over 400 gæster var mødt op lørdag aften for at overvære kåringen af Årets Kage 2017. En aften hvor fejringen af det gode håndværk er i højsæde

Lige over 400 gæster var mødt op lørdag aften for at overvære kåringen af Årets Kage 2017. En aften hvor fejringen af det gode håndværk er i højsæde

Selv den mest kaloriefornægtende kage-hader må overgive sig, når Konditorlauget disker op til kåring af Årets Kage.

104 kreative og smukke kager stod linet op på lange borde i Crown Plaza i København lørdag den 11. marts 2017.

Kagerne blev beundret af de over 400 gæster, der havde afsat deres lørdag aften for at hædre og fejre konditorfaget, når det udføres allerbedst.

Kåringen af Årets Kage bliver også kaldt "Danmarks største kagebord", for når kagerne er blevet beundret af gæsterne, og middagen har lagt en bund, åbnes dørene til de 104 kager, og så er det kun ens samvittighed, der sætter grænsen for, hvor meget kage man kan nå at få indenbords.

Kokos, rabarber og lime

Men før gæsterne kan mæske sig, skal kåringen af Årets Kage løbe af stablen.

Rundt om ved bordene går snakken, for uanset om man er konditor eller lægmand, så har man en holdning til hvilke kager, der ligger i toppen af feltet - og det vel at mærke før nogen har fået lov til at smage på kagerne.

Da Mette Sophie Olsen fra La Glace bliver kaldt på scenen for at modtage pokalen for Årets Kage 2017 bryder jublen ud. Og at hun er overrasket over at være mesteren bag vinderkagen, kan der ikke være nogen tvivl om:

- Jeg har arbejdet på min opskrift den sidste månedstid. Jeg havde slet ikke forventet, at den ville vinde, og jeg tror, der går lidt tid, inden det går op for mig, fortæller Mette Sophie Olsen, mens hun stadig står på scenen, hvor rester af guldlametta langsomt daler ned fra loftet.

Hendes vinderkage består af en rabarbergele med kokoscreme og rabarberskum på en bund af ckololadeknas og lime.

Og den smager aldeles fantastisk!

Se film og billeder

Konditoriet La Glace har lavet en stemningsvideo fra Årets Kage 2017.
Den kan du se her

Fødevareforbundet NNF's instagram profil kan du se mange flere kagebilleder