Nyhed

Pensionsreform øger uligheden

Fødevareforbundet NNF er dybt skuffede over tirsdagens pensionsreform, som frygtes at skabe ulighed blandt pensionister. Der bør hverken bruges gulerødder eller pisk overfor seniorer, mener forbundet.

Fødevareforbundet NNF er dybt skuffede over tirsdagens pensionsreform, som frygtes at skabe ulighed blandt pensionister. Der bør hverken bruges gulerødder eller pisk overfor seniorer, mener forbundet.

- Regeringen og Dansk Folkeparti er så forhippede på at skaffe midler til deres skattelettelser, at de næsten vil gøre hvad som helst for at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. Men jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor det er de hårdest pressede, der skal betale gildet - og hvad enten de borgerlige anvender pisk eller gulerod, så havner regningen hos de mest nedslidte, konstaterer forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.

Han er mildest talt skuffet over den pensionsreform VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i går ( https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2017/06/ny-aftale-om-flere-aar-paa-arbejdsmarkedet). Aftalen skal efter sigende gøre det mere attraktivt for folk at blive længere tid på arbejdsmarkedet, men reelt vil aftalen blot øge uligheden blandt seniorer:

- For mange af vores medlemmer er det bedøvende ligegyldigt, hvor mange ekstra penge, de kan få, hvis de bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Når de har stået på et slagteri eller en anden fødevareindustriel virksomhed i 40 eller 45 år, så er de færdige. Og hvis de bare skal have lidt ud af deres tredje alder, så handler det om at stoppe i tide. Det er ikke økonomien, der siger stop - det er kroppen, siger Ole Wehlast.

Værdig før færdig

Han ærgrer sig over, at aftalen sandsynligvis vil betyde, at nedslidte lønmodtagere vil få langt færre midler at gøre godt med som pensionister, end knap så nedlidte lønmodtagere, der lige kan snuppe et par ekstra år på arbejdsmarkedet, og dermed skumme pensions-fløden.

Helt konkret handler det om at sikre alle lønmodtagere en værdig alderdom, og ikke kun de raskeste og rigeste.

- Tænk, hvis man kunne lave et system, hvor alle fik lige mulighed for en værdig alderdom. Hvor man ikke lod regneark og økonomiske modeller afgøre borgernes velfærd, men hvor man tog udgangspunkt i den enkelte. Selvfølgelig skal man have lov at blive på arbejdsmarkedet, så længe man kan. Og selvfølgelig skal man sørge for, at folk ikke ligefrem bliver straffet for at forlænge deres arbejdsliv eller øge deres pensionsopsparing. Men at man ikke bruger lige så mange ressourcer og krumspring på at sikre dem, der har mest brug for det, det er simpelthen under al kritik, fastslår Ole Wehlast.

DF har vist sit sande ansigt

Han hæfter sig samtidig ved, at VLAK-regeringen kun har hentet Dansk Folkeparti ind til forhandlingsbordet.

- Som regeringens eneste støtteparti giver det selvfølgelig god mening at lave forlig med DF, men DF's vælgere må samtidig spekulere over, hvis interesser partiet egentlig varetager. Godt nok lykkes det dem at få tilføjet stramninger i integrationsydelsen i reformen, men hvis du spørger mig, så viser gårsdagens aftale, at flygtninge ikke er de eneste "svage" borgere, Dansk Folkeparti tramper på. At kalde sig "et moderne arbejderparti" ( http://www.danskfolkeparti.dk/En_moderne_og_fri_fagbev%C3%A6gelse) og så skrive under på en aftale, der netop øger uligheden for den klassiske arbejder, det siger alt om det partis sande ståsted. De varetager ikke lønmodtagernes interesser, mener Ole Wehlast.