Foto af En tysk dokumentar viste i 2015, hvordan rumænske slagteriarbejdere er blevet snydt af kriminelle bagmænd på tyske slagterier. En ny tysk lov vil sætte en stopper for lønfusk i kødindustrien.
Nyhed

Ny tysk lov skal stoppe lønfusk

En ny tysk lov skal forhindre fusk med lønnen og sikre sociale goder til slagteriarbejdere i Tyskland. Bl.a. indføres kædeansvar og pligt til registrering af arbejdstimer.

En ny tysk lov skal forhindre fusk med lønnen og sikre sociale goder til slagteriarbejdere i Tyskland. Bl.a. indføres kædeansvar og pligt til registrering af arbejdstimer.

Den nye tyske lov skal blandt andet sikre, at udstationerede slagteriarbejdere fra Rumænien, Polen eller andre østeuropæiske lande får den tyske mindsteløn, og at de får visse sociale goder, også selvom de er ansat gennem en underleverandør eller et vikarbureau.

Løn i kolde euro

Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, glæder sig over den nye lov.

- Det er fantastisk og på flere måder et skridt i den rigtige retning. Vi kan kun glæde os over den nye lov, siger Ole Wehlast.

Han hæfter sig ved den del af loven, der indebærer, at arbejdsgiveren skal stille bl.a. arbejdsudstyr og arbejdsbeklædning til rådighed, og at der ikke må foretages modregning over lønnen.

- Lønnen skal udbetales i kolde euro. Det er rigtigt gode nyheder, siger Ole Wehlast.

- Nu ser vi frem til at det bliver overholdt, at der gennemføres kontroller, og at der bliver slået ned på overtrædelser, fortsætter forbundsformanden.

Kædeansvar og registrering

Blandt andre tiltag i den nye lov er indførelse af kædeansvar, så slagterierne har ansvar for, at deres underleverandører står for social sikring af de slagteriarbejdere, de har hyret til at udføre arbejdet. Det skal bl.a. forebygge, at et rumænsk firma kan hyre rumænske slagteriarbejdere til at udføre arbejde på et tysk slagteri til langt ringere vilkår end de tyske.

Desuden bliver det lovpligtigt for arbejdsgivere og vikarbureauer at registrere arbejdstiden, så slagteriarbejdere ikke arbejder 14 timer, men kun får løn for 8.

Overholder slagterierne ikke loven, kan de straffes med bøder på op til 50.000 euro.