Da det i slutningen af maj endelig gik op for Lars Løkke Rasmussen, at der ikke var flertal på Christiansborg for en hurtigere stigning af pensionsalderen, kom det nogle steder til at lyde som om, at problemet med en senere tilbagetrækning er løst.
Men det er det på ingen måde.
Der er ingen tvivl om, at Løkkes drøm om at fremrykke pensionsalderen til 67,5 år allerede i 2025, var helt vanvittig. Men at lade pensionsalderen stige fra 2030 i stedet, gør jo ikke sagen bedre. Uanset, hvornår det bliver indført, så kan fødevarearbejdere ikke holde til at blive på arbejdsmarkedet til de bliver langt over 70 år. Det kan de ikke i 2025, eller 2030 eller 2040.
Mange af vores medlemmer er allerede slidt ned af hårdt arbejde, når de nærmer sig 60. Nogle allerede længe inde, andre mærker først de mange års hårde slid senere, men ingen kan klare at stå over 40 år på en slagterkæde, et pakkebånd eller ved et æltebord uden at mærke det på kroppen.
Derfor skal vi fortsætte med at fortælle politikerne, at der er behov for en anden måde at tænke tilbagetrækningsalder på. Vi må ikke lade os lulle i søvn af den midlertidige sejr, som fagbevægelsen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti fik over regeringen.
Os, der knokler for Danmark har krav på en retfærdig tilbagetrækning.