Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland har tradition for at fejre jubilarer med fest og gaver. For mange blev det også et kærkomment gensyn med gamle kolleger.
Noget af det første værkstedsassistent på Uddannelsescenter Holstebro, Frank Lauridsen, gør, når han møder på arbejde kl. syv, er at tjekke, om der skal suppleres op med varer på det store koloniallager. Her er omkring 3.000 varenumre, men Frank Lauridsen har en nærmest fotografisk hukommelse, så han ved - næsten præcist - hvis der skal fyldes op med nye varer.
To jubilarer ønsker hinanden til lykke: Afdelingsformand Steen Hartmann og
værkstedsassistent Frank Lauridsen.
- Bliver jeg spurgt, om vi har en bestemt ting på lageret, så kan
jeg med stor sikkerhed sige, at der er så og så meget tilbage. Det
er en lidt mærkelig evne at have, men man skal jo tænke på, at jeg
har arbejdet på Uddannelsescenter Holstebro - som tidligere hed
Holstebro Tekniske Skole - i over 30 år og kommer på lageret flere
gange om dagen.
Sammen med 37 andre var Frank Lauridsen et af de medlemmer af Fødevareforbundet NNF Midt-Vestjylland, der i 2016 kunne markere, at de har været medlem af fagforeningen i 25 år. Det blev markeret med en fest, hvor jubilarerne blev trakteret med en tre-retters menu, kaffe, kransekage - og gaver.
Afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF
Midt-Vestjylland, der i øvrigt selv var blandt jubilarerne, bød
velkommen og ønskede til lykke.
Opskriften
For mange af jubilarerne var festen også et kærkomment gensyn med gamle kolleger, lige som der blev genopfrisket mange minder.
Frank Lauridsen mener, at opskriften på et godt arbejdsliv er en god arbejdsplads, gode kolleger og en god fagforening.
- Når man forener de ting, så føler man sig tryg. Jeg vil sige det på den måde, at jeg har det som et dagplejebarn. Mit ansvar er at servicere andre, men de tager så sandelig lige så meget af mig. På Uddannelsescenter Holstebro interesserer vi os virkelig for hinanden på en positiv måde.
- Det, som bekymrer mig er, at mange unge vælger fagforeningen og a-kassen fra. Mange gør det nok, fordi de mener, de kan spare nogle penge til kontingent. Men det er en farlig vej. Fagforeningerne er til for bl.a. at sikre lønmodtagerne vores rettigheder.
Frank Lauridsen, der i sin tid blev uddannet ekspedient i Vestjysk Sportsmagasin, fik efter soldatertiden arbejde på det nedlagte svineslagteri. Efter en afstikker til andet erhverv vendte han tilbage til ekspeditionen på slagteriet og var der til det lukkede. Herefter blev han ansat i serviceafdelingen på Holstebro Tekniske Skole - i dag UCH.
Det er Frank Lauridsens ansvar at servicere faglærerne og
eleverne. Når han får ordresedler, er det ham, der skal sørge for
at få varerne bestilt hjem. Og det er ham, der har ansvaret for, at
alt er klart om morgenen på Levnedsmiddel, når lærere og elever
møder. I øjeblikket drejer det sig om cirka 100. Plus dem, som er
på kursus.
Syder af aktivitet
- Jeg har det utrolig godt med mine kolleger og de unge mennesker. UCH er et sted, hvor det syder af aktivitet. Og så er det betryggende at vide, at man altid har en god fagforening til at bakke op og hjælpe, hvis der skulle opstå problemer. Men dem har det altså ikke været mange af, siger 67-årige Frank Lauridsen.
Jubilarerne blev til forret trakteret med rimmet pestobagt torsk med hjemmerøget laks anrettet på sauterede porrer med ristet serano-skinke. Til hovedret fik de krogmodnet oksemørbrad med timiansauce, vintergrønt, pommes Anne og syltede perleløg. Desserten var en variation af Anlægspavillonens desserter.
Gaven til jubilarerne var en Georg Jensen lysestage og et Trip
Trap skærebræt.
Jubilarerne er:
Helle Stougaard Davidsen, Holstebro, Anette Elisabeth Andersen, Herning, Tommy Carsten Andersen, Herning, Steen Hartmann Nielsen, Holstebro, Lars Kjeld Hansen, Bording, Svend Aage Lauridsen, Snejbjerg, Lisbet Hjort, Struer, Edith Poulsen, Nørre Nissum, Klaus Kristian Holm Thorsen, Lemvig, Anders Harbo Jensen, Hodsager, Carsten Frank Christensen, Ikast, Conny Irene Madsen, Holstebro, Jørgen Lund Andersen, Hodsager, Anton Dalgaard Jensen, Jestrup, Pia Majbrit Gehlert, Mejdal, Jørgen Vestergaard Karlsen, Hjerm, Lars Nørskov Holst, Silkeborg, Klaus Toustrup Jørgensen, Mejrup, Peder Østergaard Hansen, Tjørring, Hasse Knudsen, Holstebro, Johannes Clausen Pedersen, Studsgaard, Peter Binderup Nielsen, Vridsted, Søren Pilgaard, Holstebro, Flemming Tornvig Iversen, Vinderup, Svend Balsby, Holstebro, Bjarne Bro Sand, Spjald, Allan Bøge Leth, Holstebro, Annie Bank, Tarm, Lennert Søndergaard Kristiansen, Vinderup, Susanne Søndergaard Jensen, Holstebro, Per Juul Kristensen, Hammerum, Pia Frøkjær Helgarts, Holstebro, Lone Wolff Jakobsen, Idom, Anette Andersen, Kibæk, Niels Kristian Overgaard, Mejdal, Mogens Halgaard, Nr. Felding, Ove Witte Vendelbo, Vemb, Frank Lauridsen, Holstebro og Fransk Lauridsen, Holstebro.