Den danske økonomi har slet ikke brug for en ny forhøjelse af pensionsalderen, siger Fødevareforbundet NNF's cheføkonom Mogens Eliasen.
Den danske økonomi er sund. Derfor er der heller ikke brug for at hæve pensionsalderen yderligere.
Sådan lyder det fra Fødevareforbundet NNF's cheføkonom Mogens Eliasen.
- Vi har brug for reformer på arbejdsmarkedet, men ikke reformer som regeringens plan om at hæve pensionsalderen, der ensidigt og unuanceret sigter på at øge arbejdsudbuddet, siger han og henviser bl.a. til, at de økonomiske vismænd forudser, at de offentlige finanser vil køre med store milliard-overskud så langt øjet rækker.
- Først og fremmest kan vi se, at den danske økonomi klarer sig overraskende godt. Derfor har Løkke og co. slet ikke en brændende platform. Samtidig glemmer regeringen, at arbejdsudbud ikke er det samme som beskæftigelse. Hvis udbuddet af arbejdskraft ikke har de kvalifikationer, der passer til efterspørgslen, så hjælper det jo ikke på beskæftigelsen og det store danske husholdningsbudget, at danskerne skal arbejde længere. Vi frygter, at endnu flere ender som ledige seniorer eller nedslidte på andre offentlige ydelser, siger han.
Han understreger, at det, som der er brug for på virksomhederne i Produktions-Danmark, hvor mange af Fødevareforbundets medlemmer arbejder, er at opkvalificere danskernes kompetencer til fremtidens arbejdsmarked.
- Det gælder både dem, som i dag har foden indenfor arbejdsmarkedet, men også alle dem, som står udenfor arbejdsmarkedet og venter på at få foden indenfor, siger han og fortsætter:
- Der er simpelthen brug for reformer, der sigter på at opkvalificere det arbejdsudbud, der allerede er der. Vi får ikke en arbejdsstyrke, der matcher virksomhedernes behov ved at skyde med spredehagl. Det får vi kun gennem målrettede reformer, der via permanent fokus på uddannelse hele tiden tilpasser arbejdstyrkens kvalifikationer, så de bl.a. kan klare den teknologiske udvikling med en stadigt mere digitaliseret hverdag, siger han og peger på, at der også er et stort behov for at ændre på arbejdsmetoderne i fødevarebranchen for at undgå nedslidning af medarbejderne.