Foto af Økonom Emilie Agner dam har påvist, at Fødevareforbundet NNF's medlemmer er dem, som har flest arbejdsskader
Nyhed

Barske tal: Ingen er så nedslidte som fødevareansatte

Når Fødevareforbundet NNF’s medlemmer fylder 60 år, så står de tilbage som den faggruppe, som har haft flest arbejdsskader og kortest levealder.

Når Fødevareforbundet NNF's medlemmer fylder 60 år, så står de tilbage som den faggruppe, som har haft flest arbejdsskader og kortest levealder. 

Den nye regering har ikke taget tankerne fra 2025 planen om en højere pensionsalder af plakaten. Hvis det bliver vedtaget, så vil det ramme medlemmerne af Fdevareforbundet NNF hårdt, vurderer analytiker fra AE Rådet Emilie Agner Damm.

- Vi kan se i vores analyser, at der ikke er nogen andre grupper end NNF'erne, som er så nedslidt, når bliver 60 år som NNF'erne. Det er simpelthen dem som i højest antal er gået på efterløn i den alder. Og det er jo ikke fordi, at det er økonomisk attraktivt at gå på efterløn så tidligt, siger hun.

Hun hæfter sig ved, at medlemmer af Fødevareforbundet NNF på stort set alle statistikker klarer sig dårligere end medlemmer af andre forbund og a-kasser.

- Det er bl.a. dem, som har flest arbejdsskader og de lever også kortere. Hvis du sætter pensionsalderen op, så bliver konsekvensen bare, at de får en kortere pension, vurderer hun.

Står galt til på alle parametre

Med forslaget om at hæve pensionsalderen kan den fremover komme op på 67,5 år for folkepensionister, mens efterlønsalderen stiger til 64,5 år.  

Hun mener, at systemet burde indrettes efter, at der er så store forskelle på, hvor længe vi lever og arbejder - alt efter, hvornår vi starter på arbejdsmarkedet og hvor hårdt vores arbejdsliv er.

- Der er brug for mere fleksible muligheder for at trække sig tilbage - eller et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor det er muligt at blive i sit job, selvom man er nedslidt. Det allerbedste er jo helt at undgå nedslidning, men her har vi allerede mange, som er ramt, siger hun.

Når hun hører, at hver fjerde slagteriarbejder i Substans undersøgelse siger, at de ugentlig tager smertestillende medicin, er hun ikke overrasket, selvom hun betegner tallet som helt vildt.

- Desværre ikke. Når man dykker ned i tallene, så lever NNF's medlemmer kortere, de får langt flere arbejdsulykker, så nej, jo mere man dykker ned i det, så ser man, hvor hårdt og belastende et arbejdsmiljø, som de arbejder under, siger hun. 

Hvad har overrasket dig mest i tallene?

- Det er egentlig, at det står galt til på mange parametre. De er overrepræsenteret over hele billedet.

Hun mener, at samfundet i sidste ende også betaler en høj pris for det dårlige arbejdsmiljø hos Fødevareforbundet NNF's medlemmer.

- Det er rigtig dyrt for samfundet, fordi det giver øgede omkostninger til bl.a. sygedagpenge og førtidspensioner. Vi ved helt konkret, at knap fire ud af ti NNF'ere med en arbejdsskade kommer på sygedagpenge, og mere end 7 pct. kommer på førtidspension, siger hun.

Læs AE's rapporter om medlemmerne af Fødevareforbundet NNF