Ikke engang 40 år gammel har Allan Lauridsen måttet kaste håndklædet i ringen. Til sidst spiste han så store mængder piller for at klare arbejdsdagen, at kroppen sagde stop.
Første prøvede han med sportscreme. Det er vel bare et slag. Det var det bare ikke.
Derefter blev det en pille morgen og aften for at tage smerterne og være klar til arbejdsdagen. Og så skulle den sag være ude af verden. Det var den bare ikke.
For den nu 38-årige Allan valgte som 18-årig at arbejde i en af de brancher, hvor det fysiske slid er allerhårdest.
Da han fik arbejde på slagteriet i Skive skrev han sig ind i en lang familietradition. De første fem år gik det derudaf. Men så kom det snigende.
- Kroppen begyndte at blive træt på en anden måde. Jeg måtte sove en time til halvanden bagefter for at blive klar igen. Det blev svært med små børn. Derfor holdte jeg, siger han.
Men han savner slagteriet, den bedre løn og kammeratskabet. Og kroppen føles frisk igen. Så i 2011 får han job hos Danish Crown i Herning.
- Der var ikke noget bedre. Jeg elskede det job, siger han i dag.
2 bliver til 14
Han får arbejdet med at skære hovederne af. Tre mand står de og skærer 750 grise i timen. En dag begynder det at værke i albuen. Det, som han tror, er et slag, går ikke væk.
- Det bliver bare værre og værre. Cheferne skal ikke vide det. Hvis de opdager, at man får for meget smertestillende, så kan jobbet være i fare, og hvad skal man så lave, fortæller Allan om de tanker, han har i den periode.
Det der først var to piller morgen og aften, bliver hen ad vejen til 14 piller om dagen. Først spiser han Ibumetin - og så Mandolgin for at dulme smerterne. Da det er værst, får han blokader af lægen, som siger, at han skal melde sig syg. Han kører alligevel på arbejdet, som han er så glad for.
- Du mister appetitten. To basser om morgenen og så lidt trøfler. Det er ikke rigtig mad, men det er det, du kan, konstaterer han.
Kroppen begynder at sige fra.
- Til sidst kan jeg ikke holde på rattet, når jeg kører hjem i Aygoen.
"Det er frygteligt"
Opbakningen er fantastisk hos Danish Crown, da han endelig indvier sin mester.
- Jeg er nødt til at få en snak, siger han til mester, som han i øvrigt er meget begejstret for.
- Det går den forkerte vej. Jeg spiser flere og flere piller, siger jeg til ham.
I løbet af halvanden måned har de to rundbords-samtaler om udviklingen. Tillidsmanden, mester og fabrikschefen deltager. Allan lover, at han skal trappe de mange piller ned, og Danish Crown prøver at give ham mindre hårde jobs.
Men to uger efter den sidste rundbords-samtale kommer det, som bliver den endelige dom.
- De mener ikke, at de har mere til mig dernede.
Allan må sygemelde sig. Lægens besked er nedslående, men klar.
- Du kommer ikke tilbage.
Hvad så nu?
Ja, det er frygteligt.
Hvad skal man så? Det skal stadig køre rundt økonomisk. Nogle gange tænker jeg på at melde mig rask. Men det kan jeg jo ikke. Så kan man tænke over at køre lastbil. Men der er man Palle alene der i bilen. Det er svært og mærkeligt, når man har brugt så mange år på slagteri.
