Senest den 8. december skal mange medlemmer af Fødevareforbundet NNF vælge, om en del af deres løn skal udbetales, gå til at holde mere fri eller indbetales til pensionen
Vil du have mere udbetalt i løn, holde mere fri eller indbetale mere til pension i 2018? Hvis du arbejder på en overenskomst indgået af Fødevareforbundet NNF, bestemmer du med stor sandsynlighed selv, hvad en del af din løn skal gå til, og det er nu, det er tid til at vælge - inden den fredag den 8. december.
Det er fornuftigt at spare ekstra op til pensionstilværelsen, men systemet sikrer, at du også kan få pengene udbetalt, hvis du vurderer, at det er bedst for dig. F.eks. hvis du skal spare op til en bolig eller en bil. Og savner du mere fritid, kan du også vælge det.
De ældste vælger pensionen
I 2016 valgte medlemmerne af Fødevareforbundet NNF at spare næsten 6,3 mio. ekstra op til pensionen i Industriens Pension, hvor de fleste medlemmer har deres pensionsordning. Det er de ældste, der oftest vælger den løsning.
For medlemmerne under 30 år var den gennemsnitlige pensionsindbetaling i forbindelse med frit valg på 3.670 kr., mens den for de 50-59-årige var på 7.276 kr. For medlemmer over 60 år var den helt oppe på 10.426 kr., viser tal fra Industriens Pension.
Det optjener du til frit valg
Præcis hvilket beløb du optjener til din fritvalgskonto afhænger af din overenskomst. Du kan finde alle overenskomster her
- Ansatte i fødevareindustrien optjener 4,95 procent af deres løn til fritvalgskontoen. I 2018 stiger det til 5,65 procent.
- Ansatte på slagterindustri-overenskomsten optjener 4,9 procent af deres løn til fritvalgskontoen. I 2018 stiger det til 5,6 procent.
- Ansatte der arbejder på overenskomsten mellem Danske Slagtermestre og Fødevareforbundet NNF på slagtehuse og industrielle virksomheder optjener 5,6 procent af lønnen til fritvalgsmodellen. I 2018 stiger det til 6,3 procent.
- Ansatte på mejeriernes fællesoverenskomst optjener fritimer, som kan udbetales som løn eller indsættes på pensionsordningen. Der optjenes 9 fritimer pr. 7 ugers ansættelse - svarende til ni fridage à 7,4 timer pr. år.
Er du i tvivl om, hvilken overenskomst du arbejder under, så kontakt din tillidsrepræsentant.
Er der ikke en tillidsrepræsentant på din arbejdsplads, så kontakt Fødevareforbundet NNF på 38 18 72 72.
Er du medlem i Industriens Pension, kan du tage et pensionstjek og se, om du sparer nok op til din pension. Se mere på industrienspension.dk/pensionstjek