Slagteriarbejder Lars Nielsen fra Horsens og forbundsformand Ole Wehlast fik lejlighed til at fortælle beskæftigelsesudvalget om udfordringerne med manglende ordninger for nedslidte
Kl. 10:30 gik dørene til lokale 2-141 på Christianborg op, og forbundsformand Ole Wehlast og slagteriarbejder på Danish Crowns slagteri i Horsens Lars fik foretræde for folketingets beskæftigelsesudvalg i en såkaldt deputation.
Baggrunden for besøget er forbundets vedholdende ønske om at få politikerne på Christianborg til at anerkende, at de nuværende ordninger ikke i tilstrækkelig grad tager hånd om medarbejdere, der bliver nedslidte af deres arbejde:
- Vi ved, at vi om få år vil have rigtig mange medlemmer, der skal blive på arbejdsmarkedet langt længere, end de kan holde til. 20 pct. af vores medlemmer forlader arbejdsmarkedet, inden de fylder 60 år, og det er helt urealistisk at forestille sig, at de i fremtiden skal arbejde til de fylder 68 - eller mere. Derfor prøver vi nu at råbe politikerne op, forklarer Ole Wehlast.
Tidligere har problematikken været rejst på tidligere udvalgsmøder, ligesom blandt andre Leif Lahn, Bjarne Laustsen og Lennart Damsbo-Andersen, alle tre socialdemokratiske medlemmer af Folketingets beskæftigelsesudvalg, har kaldt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i folketingssalen for at svare på spørgsmål om nedslidning.
Ikke bare teori
Deputationer giver mulighed for, at "almindelige" mennesker kan tale med folketingspolitikerne og derfor havde Fødevareforbundet NNF inviteret Lars Nielsen med.
Lars Nielsen er nemlig bevis på, at et meget langt arbejdsliv i en nedslidende branche ikke er et skræmmebillede, som er opfundet af fagforeningen til lejligheden. Det er virkelighed.
Lars Nielsen startede på slagteriet i Horsens som 15-årig. Han droppede ud af folkeskolen og fik i stedet en uddannelse som slagter - den eneste uddannelse, han har taget.
For to år siden kunne han fejre 25 års jubilæum som slagteriarbejder i Horsens, og med den stigende pensionsalder har han 28 år endnu på arbejdsmarkedet, inden han kan gå på pension:
- Det tror jeg simpelthen ikke, at jeg kan holde til. Allerede nu vågner jeg om natten fordi mine arme sover. Men hvad skal jeg så? Jeg er glad for mit arbejde og har ikke lyst til at skifte. Når nogen mener, at jeg bare skal omskoles, tænker jeg: til hvad? Jeg er ikke boglig, og hvis jeg uddannede mig til tømrer, stilladsarbejder eller murer ville jeg jo stå i nøjagtig samme situation som nu, forklarer Lars Nielsen.
Fødevareforbundet NNF ønsker netop at understrege, at selvom et forbedret arbejdsmiljø og bedre mulighed for løbende omskoling kan være en del af fremtidens løsning, så hjælper det ikke her og nu. Det hjælper ikke Lars.
Forbundet vil derfor fortsætte med at forsøge at råbe politikerne op og få dem til at lave ordninger, der hjælper nedslidte lønmodtagere, der ikke kan holde til pensionsalderen.