Nyhed

Wehlast: Hvad med slikafgiften?

Det er positivt, at nøddeafgiften afskaffes i regeringens erhvervs- og iværksætterudspil, men der skal også ses slikafgiften. Det mener forbundsformanden i Fødevareforbundet NNF.

Det er positivt, at nøddeafgiften afskaffes i regeringens erhvervs- og iværksætterudspil, men der skal også ses på de øvrige afgifter - særligt slikafgiften - mener forbundsformanden i Fødevareforbundet NNF.

Onsdag fremlagde regeringen sit erhvervs- og iværksætterudspil. Udspillet indeholder 22 initiativer, og Fødevareforbundet NNF har især været spændt på den del af udspillet, der handler om sanering af punktafgifter.

I udspillet foreslår regeringen blandt andet en afskaffelse af nøddeafgiften, og det glæder forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast:

- Jeg er glad for, at nøddeafgiften bliver droppet. Den afgift er så indlysende tåbelig, at det bør være en formsag at få den fjernet. Men i forhold til de øvrige afgifter synes jeg, at regeringens ambitionsniveau er alt for lavt.

I regeringens udspil afsættes der en pulje på 115 millioner kroner i 2018 og herefter 125 millioner kroner årligt.

Det, mener Ole Wehlast, langt fra er nok til at gennemføre en markant og mærkbar sanering:

- Jeg vil igen pege på det påtrængende behov, der er for at se på først og fremmest afgiften på slik og chokolade. Den planlagte stigning i denne afgift i 2018 bør aflyses. Det vil mindske den illegale handel med disse varer - som netop nu er stærkt voksende - og det vil mindske grænsehandelen, siger Ole Wehlast.