Fire punkter hastigt nedfældet på en serviet - så simpelt er buddet på en 2025-plan fra Ole Wehlast
Der blev spidset ører til Fødevareforbundet NNF's kongres, da Ole Wehlast trak en serviet op af lommen og holdt den frem i strakt arm.
- Jeg har min egen 2025-plan. Ja, jeg har lige skrevet den ned her på bagsiden af en serviet. Og nej, jeg har ikke haft Finansministeriets regnedrenge til at regne bundlinjen ud, sagde Ole Wehlast til den fyldte kongressal, og sendte en hilsen til finansminister Claus Hjort Frederiksen.
Udannelse, beskæftigelse, arbejdsmiljø og tilbagetrækning. Det er hovedpunkterne i den 2025-plan, Ole Wehlast præsenterede.
- I min plan står der, at alle unge skal have en uddannelse. Og de, der ikke nåede det i tide, skal have mulighed for at få den nødvendige efteruddannelse, sagde forbundsformanden og fortsatte:
- I min plan står der også, at vi skal skabe flere private arbejdspladser. Men også, at vores jobs ikke skal være så slidsomme, at man ikke kan passe sit arbejde uden at sluge en håndfuld smertestillende piller for at komme ud af sengen om morgenen.
Som det sidste i 2025-planen, understregede Ole Wehlast at spørgsmålet om tilbagetrækning også skal være en del af en langsigtet plan for Danmark.
- Og i min plan står der med tyk streg under, at vi skal give vores medlemmer, de mange tabte arbejdsår tilbage. Vi skal have en mulighed for at trække os tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, sagde Ole Wehlast på talerstolen.