Fremtiden for Fødevareforbundet NNF er tegnet i den stort anlagte plan Fællesskabsløsninger 2. Men hvad er det nu lige det er? Få svaret her
Fællesskabsløsninger 2 er en samlet plan for, hvordan Fødevareforbundet NNF skal udvikle sig.
Planen kommer vidt omkring, men her er fem vigtige nedslagspunkter.
Du kan se hele forslaget til Fællesskabsløsninger 2.
1. Der skal være fire lokale afdelinger i stedet for seks
Når vi rammer 1. januar 2020 skal Fødevareforbundet NNF have fire afdelinger, frem for seks som i dag.
Processen med at gå fra seks til fire afdelinger skal ske på en måde, der styrker afdelingerne. Derfor har hovedbestyrelsen vedtaget en række principper, der beskriver, hvilke hensyn, der skal tages i processen.
Målet er fire nogenlunde lige store afdelinger, der hænger logisk sammen, geografisk set.
2. Der kommer fuld skrue på ungdomsindsatsen
Ungdomsindsatsen har i mange år været Fødevareforbundet NNF's akilleshæl.
For unge under 25 år vil omdrejningspunktet for aktiviteterne være faguddannelserne.
Der skal spottes faglige talenter, som skal have særlige tilbud om uddannelse og målrettede aktiviteter.
Der vil også blive udviklet et særligt koncept, der er målrettet unge mellem 25 og 35 år. Konceptet skal indeholde tilbud om relevant uddannelse og målrettede aktiviteter.
3. Organisering bliver en kerneopgave
Fødevareforbundet NNF skal omstilles til den organiserende fagforening.
Det kræver, at alle valgte, ansatte og tillidsrepræsentanter begynder at tænke og arbejde anderledes.
Målet er at skabe synlige fællesskaber på arbejdspladserne.
I stedet for, at tillidsrepræsentanterne fikser medlemmernes problemer bag lukkede døre, skal de inddrages, så de ved selvsyn kan se, hvad det er for opgaver, deres tillidsrepræsentant og fagforening løser.
Det kræver en målrettet opkvalificering af både tillidsrepræsentanter, samt valgte og ansatte i forbundet.
4. Der skal være balance i økonomien
Der skal fremover være balance i Fødevareforbundet NNF's årsresultat. Udgifterne må altså ikke være højere end indtægterne.
For at nå det mål, har hovedbestyrelsen opstillet en række principper.
Blandt andet skal kontingentet sættes op med 1,5 % om året, a-kassen skal drives for to gange dagpengesatsen pr. medlem pr. år, og kontingentet for elever stiger, så det med udgangen af 2020 er 130 kroner om måneden. Samtidig vil der fra 2017 til 2020 blive opkrævet et udlignende kontingent.
Samlet set skal de nye principper sikre, at der er balance i årsresultatet med udganggen af 2020.
5. Forbundsledelsen bliver mindre
Der er fremover fire valgte i forbundet frem for seks.
En forbundsformand, en forbundsnæstformand og to forbundssekretærer.
I fremtiden vil alt omkring overenskomst- og forhandlingsområdet høre under næstformanden.
Den ene forbundssekretær skal arbejde med de faglige uddannelser, voksen- og efteruddannelsesområdet, arbejdsmiljøområdet og a-skade- og socialsagsområdet.
Den anden forbundssekretær får ansvar for vores organisation og administrationen af den.