Nyhed

Fødevareforbundet NNF klar til at investere i svin

Nedgangen i den danske svineproduktion skal vendes. Derfor er Fødevareforbundet NNF klar til at investere i svineproduktion, hvis finanssektoren, fødevareindustrien og landbruget også selv er klar med kapital

Nedgangen i den danske svineproduktion skal vendes. Derfor er Fødevareforbundet NNF klar til at investere i svineproduktion, hvis finanssektoren, fødevareindustrien og landbruget også selv er klar med kapital

I et historisk initiativ er fødevarearbejdernes fagforbund nu klar til at investere i landbrug for at vende den negative spiral med dalende slagtesvin på de danske slagterier.

Forslaget er netop lanceret på Fødevareforbundet NNF's kongres i Aalborg af forbundsformand Ole Wehlast.

- Hvis et bidrag fra os betyder, at vi også kan få pensionskasser, banker og landbrugets finansieringskilder til at gå ind i projektet - sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet - så mener jeg, at vi bør overveje det, siger han.

I Erhvervs- og Vækstministeriet ligger der lige nu en halv milliard kroner, som kan bruges til investeringer i landbruget, hvis landbruget og fødevarebranchen selv kan skaffe et lignende beløb.

Udover selv at bidrage til puljen, så vil Ole Wehlast gerne samle parterne for at få skabt investeringer i landbruget, der kan føre til investeringer i slagtesvinestalde, der igen vil føre til flere slagtningerne på slagterierne og dermed sikring og udvikling af danske arbejdspladser. 

- Vi må vende udviklingen for at sikre de mange arbejdspladser her i Danmark, siger forbundsformanden.

Enorm mangel på svinestalde

Initiativet kommer efter, at svineslagtningerne igennem en årrække har været faldende i Danmark og forventes at slå mange års bundrekord med 18 millioner svin i år.

I stedet er eksporten af smågrise eksploderet fra under 4 millioner grise for ti år siden til mere end 13 millioner i år. Dermed eksporteres mange potentielle arbejdspladser i slagterisektoren til primært Tyskland og Polen.

Et af de store problemer for landbruget er, at svineproducenterne i snart et årti har haft en særdeles anstrengt økonomi, hvor de ikke har haft midler til at investere i nye slagtesvinestalde.

I branchen vurderes det således, at landbruget siden 2008 har forsømt at bygge svinestalde svarende til 650.000 stipladser for at holde trit med produktionen.