Nyhed

Sønderjyde overtager forbundsnæstformands-posten

Fødevareforbundet NNF får ny forbundsnæstformand, da Tage Arentoft som planlagt går på pension

Fødevareforbundet NNF får ny forbundsnæstformand, da Tage Arentoft som planlagt går på pension

Det bliver sønderjyden Jim Jensen, der i de kommende fire år, som ny forbundsnæstformand for forbundet, sammen med Ole Wehlast, kommer til at udgøre den daglige ledelse i forbundet.

Den nye forbundsnæstformand, som afløser Tage Arentoft på posten, har et klart billede af, hvad der bliver hans og organisationens vigtigste mission:  

- Det at skaffe rammerne for, at folk kan trække sig tilbage med helbredet og værdigheden i behold, siger han.

Jim Jensen, som i fritiden er en passioneret fluefisker og Sønderjyske-fan, lægger vægt på, at Fødevareforbundet NNF skal være bedre til at knytte de forskellige faggrupper sammen og tale med en stemme.

- Det er en opgave, som vi skal løse i dialog og i samarbejde. Det er, når vi sammen finder løsningerne, at vi når de bedste resultater, siger han.   

Hans vej ind i det faglige arbejdede blev så småt vagt, da han tilbage i 1987, efter netop afsluttet HF-eksamen, tog et sommerferiejob på slagteriet i Vojens.

Arbejdet blev i stedet til fast arbejde, og to år senere blev han arbejdsstudietillidsrepræsentant. I 2003 blev han ansat som faglig sekretær i forbundet, og karrieren tog endnu et spring, da han for to år siden blev forbundssekretær på slagterindustriområdet, da John Sørensen gik på pension.

Venner, lad os sammen råbe højere

På talerstolen takkede en rørt Jim Jensen her lørdag eftermiddag for valget:  

- Tusind tak. Tak for tilliden I giver mig. Jeg er ekstremt stolt og mest af alt ydmyg for jeres tillid. Jeg skal gøre mit alleryderste for at leve op til den. Venner, skal vi ikke gøre det til et fælles mål, at hvis der er politikere og arbejdsgivere, som vender det døve øre til, så står vi sammen og råber lidt højere, lød det.