Foto af Sådan! Flemming dal Cortivo er netop valgt som forbundssekretær.
Nyhed

Ny forbundssekretær: Glæder mig især til organisering

Flemming dal Cortivo er netop valgt som ny forbundssekretær for området Organisation og Administration

Flemming dal Cortivo er netop valgt som ny forbundssekretær for området Organisation og Administration

Det var en synligt stolt Flemming dal Cortivo, der gik på talerstolen til kongressen og takkede for valget.

Han er klar til opgaverne og glæder sig især til at gå i gang med hjertebarnet - nemlig arbejdet med organisering:

- Jeg glæder mig utrolig meget til for alvor at sætte projektet omkring den organiserende tankegang i søen. Jeg har fulgt tilblivelsen af projektet de senere år, og det bliver en spændende opgave at stå i spidsen for et så stort og vigtigt projekt. Jeg tror på, at projektet kan være med til at vende medlemsudviklingen. Men det er lige så vigtigt, at projektet kan inspirere og engagere tillidsvalgte og medlemmer. Det kan sparke en begejstring ind i vores forbund, siger Flemming dal Cortivo umiddelbart efter, han er blevet valgt.

Helt generelt ligger arbejdet med at styrke Fødevareforbundet NNF's mange tillidsrepræsentanter den nyvalgte forbundssekretær meget på sinde.

- Tillidsrepræsentanterne er rygraden i vores forbund. Vi skal blive endnu bedre til at understøtte deres arbejde. Det gør vi blandt andet gennem TUS, fortæller Flemming dal Cortivo.

Ungdom

Den 52-årige københavner skal fremover også stå i spidsen for Fødevareforbundet NNF's ungdomsarbejde .

En opgave han glæder sig meget til.

- Ungdomsarbejdet er grundlaget for morgendagens fagforening. Desværre har vi ikke været gode nok til at spotte og udvikle de unge talenter. Det skal vi blive bedre til. Og så skal vi have de aktive unge på banen. De ved, hvilke forventninger og krav unge stiller til deres fagforening. Vi skal lytte til dem, og sørge for at skabe de rammer, der er nødvendige for at få gang i et berigende ungdomsarbejde, lyder det fra forbundssekretæren.

»En smidig, velsmurt og effektiv organisation«

Som noget nyt gøres administrationen til en politisk opgave i Fødevareforbundet NNF. Og det bliver Flemming dal Cortivo, der skal lede arbejdet.

- En stærk fagforening kræver et stærkt fundament. Vi har besluttet at gøre administrationen af vores forbund til en politisk opgave. Det er et tydeligt signal om, hvor vigtigt og afgørende det er at have en smidig, velsmurt og effektiv organisation. For at forbundets faglige arbejde kan være så stærkt som muligt, skal organisationen være så stærk som muligt. Det glæder jeg mig til at sørge for, at den er, siger han.

Kort om Flemming dal Cortivo

  • 52 år
  • Bor i Hvidovre
  • Fællestillidsrepræsentant Toms i Ballerup fra 1998 til 2000
  • Afdelingsformand fra 2000 til 2005
  • Forbundssekretær for sukker-chokoladeområdet fra 2005 til 2008
  • Sekretariatsleder for fagligafdeling 2008 til 2012
  • Forbundssekretær for det fødevareindustrielle område 2012 - 2016