Danish Crown skal øge sin konkurrencekraft ved innovation og værdiforædling fremfor nedskæringer frem mod 2021, siger topchef Jais Valeur.
Danish Crown er kommet ind i en ny tidsalder, hvor mange års nedskæringer i Danmark kan være fortid.
Sådan lyder budskabet for topchef Jais Valeur, som i går præsenterede en masterplan kaldet 4WD, hvor koncernen skal forbedre sit forspring til det europæiske marked med hele 60 øre pr. kg i de kommende år.
- Man kan sige, at hvor 90'erne var konsolidering af slagterierne i Danmark, så skete der i 00'erne en internationalisering og en periode, hvor man skar til. Nu er vi et sted, hvor det ikke så meget handler om nedskæringer, selvom vi selvfølgelig hele tiden skal være skarpe, så handler det nu mere om innovation og værdiskabelse, siger han.
Samtidig skal Danish Crown bl.a. løfte indtjeningen ved at handle smartere. Således skal der hentes en halv mia. kr. ved alene at pulje koncernens indkøb.
Har I et konkret mål for, hvor meget slagtningerne skal vokse frem mod 2021 i Danmark?
- Vi har haft en længere periode med et fald i slagtningerne på mellem 2 og 3 procent. I vores plan har vi ikke indbygget en stigning i mængderne, men jeg håber da, at vi kan få en stigning med de positive ting, vi ser med landbrugspakken, ny kapital til landbruget og vores egen plan (med mål om højere afregning til landmændene red.). Men vi budgetterer ikke med det, siger han.
Hvordan ser du udviklingen af arbejdspladser i Danmark?
- Det afhænger af hele råvaretilførslen. Lige nu ser det fornuftigt ud, men kommer vi ned på et fald på 3 % igen, så bliver der færre arbejdspladser. Det er det, som regulerer det. Jeg håber, at de forskellige tiltag vil sætte nogle positive ting i gang. Der er så meget psykologi i det, når en landmand skal ned og låne 20-30 millioner kroner. Han skal også selv tro på det. Og vi skal også selv gøre noget for at tale branchen op. Vi skal ikke gå og tale det hele ned og sige, at vi er så og så meget gældsat. Hvis du går og siger hele tiden, om du kan indfri dit huslån her og nu, så vil du jo heller ikke lige kunne gøre det, det er jo derfor, du har lånt pengene.
Danish Crown i Tyskland har for lavt afkast
I den nye strategi er Danmark, Sverige, Polen og England nævnt som de fire hjemmemarkeder, mens Tyskland, som tidligere er blevet kaldt et hjemmemarked af Kjeld Johannesen, ikke er med, selvom Danish Crown er landets 4. største slagterivirksomhed og har en betydelig produktion i landet og salg på markedet.
- Vi er lønsomme i Tyskland, men hvis vi skal investere der, så kan vi se, at vi ikke kan leve op til vores forventninger om afkast. Konkurrencen er knivskarp i Tyskland, hvor der kommer færre grise, så konkurrencen om dem bliver hårdere. Men du kan sige, at vi holder fast i det, vi har, men vi vil ikke opsøge de store investeringer. Vi har en betydelige forædling i dag, og det vil vi også fortsætte med.
Kommer I til at hjemtage mere arbejde fra Tyskland, som vi har set det for nylig?
- Vi har haft en meget positiv udvikling drevet af, at salget af dansk oksekød vokser, og vores Kina-salg er vokset og Japan har også været positiv. Det har været rigtig positivt, at det har givet flere danske arbejdspladser. Jeg håber, at det vil fortsætte, men jeg kan ikke love en masse nye danske arbejdspladser, siger han.
Du kommer selv fra Arla. Hvordan ser du forskellen på innovationen og værdiskabelsen der, og så her i slagteribranchen?
- Arla har et stærkere udgangspunkt, selvom vi også har stærke mærker i Danish Crown. Men der er masser af muligheder for at gøre noget. Vi har de fire hjemmemarkeder, og så har vi vores fokus på fire kategorier i bacon, pepperoni, konserves og snacks samt tarm-forretningen i Dat Schaub. Eksempelvis bacon er vi allerede markedsleder, og når du er det, så har du nogle muligheder for at udvikle i en anden skala, siger han.
Når I så fokuserer de her steder, hvad vil I så fravælge?
- Når vi nævner vores fokusområder, så er det selvfølgelig også der, hvor vi investerer mest. Men vi har jo meget godt, som vi kører videre med.
Hvor meget vil I investere?
- Vi skal investere for et encifret milliardbeløb, kan jeg sige. Her kommer ejerne til at konsolidere (lægge penge til side i selskabet red.) 200-300 millioner kroner i selskabet, siger han.
Hvor meget bliver lagt i Danmark?
- Nu har vi købt Slagter Munch. Men det er begrænset, hvad vi må købe i Danmark. Men vi kommer til at investere betydelige beløb i Danmark i innovation. Og så bliver de største investeringer lagt i vores hjemmemarkeder, siger han.