Nyhed

Blog: PSO-udfasning skal stoppe fødevarebranchens udflytnings-iver

Udfasningen af PSO-afgiften, og ikke mindst måden det sker på, vækker tilfredshed hos Fødevareforbundet NNF. De har fulgt vores ansvisninger, lyder det fra Ole Wehlast i hans nyeste blog

Udfasningen af PSO-afgiften, og ikke mindst måden det sker på, vækker tilfredshed hos Fødevareforbundet NNF. De har fulgt vores ansvisninger, lyder det fra Ole Wehlast idenne blog.

- Det er et faktum, at Danmark høster en gevinst ved at flytte PSO-betalingen væk fra elregningen og finansiere det inden for vores normale skattesystem. Det vil sige; få PSO-systemet væk fra virksomhederne og over på finansloven. Det er en betragtelig gevinst, vi taler om.

Sådan lød i et debatindlæg, som jeg havde skrevet til JyllandsPosten den 9. maj 2016 sammen med Claus Jensen (Dansk Metal), Karen Hækkerup (Landbrug & Fødevarer) og Lars Aagaard (Dansk Energi).

Det er derfor med stor glæde, at jeg nu kan konstatere, at et bredt flertal i folketinget har lyttet til vores anbefaling og udfaser PSO-afgiften i perioden fra 2017 til 2022.

Bedre konkurrenceforhold

PSO-afgiften har længe været en torn i øjet på os.

Afgiften er voldsomt konkurrenceforvridende, og har gjort det langt dyrere for danske virksomheder at producere end deres udenlandske konkurrenter.

I værste fald koster det arbejdspladser - i bedste fald puster det blot til danske virksomheders tanker om at rykke produktion ud af landet.

Jeg håber nu, at de danske fødevarevirksomheder vil opgive deres udlandseventyr og lade de dygtige danske fødevarearbejdere producere de verdensberømte gode, danske fødevarer.

Godt politisk håndværk

Når jeg er så tilfreds med gårsdagens politiske forlig, så er det også fordi, der er tale om et bredt politisk forlig.

Alt for mange gange har vi oplevet, at smalle forlig, indgået af den til enhver tid siddende regering og dennes støttepartier, smuldrer, når regeringsmagten skifter hænder.

Det er og bliver uholdbart, når virksomhederne ikke ved, hvad de kan regne med mere end få år ud i fremtiden.

Samtidig sikrer udfasningen, at vi ikke giver køb på den grønne omstilling.

Vi har ikke kun et ansvar for at sikre nutidens lønmodtagere job og beskæftigelse; vi har også et ansvar for fremtidens danskere.

Indsatsen for at bevare danske arbejdspladser, skal gå i hånd i hånd med indsatsen for at bevare den danske natur.

Det er udfasningen af PSO-afgiften det bedste eksempel på i nyere tid.