92 kager blev bedømt på udseende og smag, men det var Line Gorm Møller fra Kurhotel Skodsborg, der løb af med titlen som Årets kage 2016
Knasende sprød bund, en fløjelsblød lys chokoladecreme og et hint af orange - det bare nogle af elementerne i Line Gorm Møllers mesterværk af en kage, der lørdag den 12. marts blev kåret til Årets kage 2016.
For 31. gang kårede Konditorlauget "Årets Kage" ved en storstilet fest, hvor det gode håndværk var i højsæde.
92 kager var tilmeldt, og fra hele Danmark var håbefulde konditorer mødt op for at få deres kager vurderet af dommerne.
To gange bedømmelse
Siden afholdelsen af den første Årets Kage-konkurrence i 1985 har dommerpanelet bestået af en række af Danmarks bedste konditorer og gastronomiske eksperter.
Igen i år var det kompetente navne fra den kulinariske scene, der stod bag bedømmelsen af de søde konkurrenceindslag.
Men som et nyt tiltag havde Konditorlauget inviteret et dommerpanel bestående af otte bloggere til at komme med deres bud på, hvilken kage, der var årets bedste.
- Rigtig mange almindelige kageelskere følger de forskellige kagebloggere. De har et andet udgangspunkt end de professionelle konditorer, og vi syntes, at det kunne være interessant at få nogle, der kommer udenfor branchen til at komme med deres vurdering, forklarer viceoldermand i Konditorlauget og ansvarlig for konkurrencereglerne for Årets Kage, Allan Andersen.
Da de to dommerpaneler havde spist sig gennem kagefeltet, var deres afgørelse den samme: Line Gorm Møllers "Orangeknas" var den bedste kage af dem alle.
Kreativiteten i højsædet
Ved konkurrencen i 2015 lagde dommerpanelet vægt på, at Årets Kage ikke bare skulle være en fryd for øjet og ganen; den skulle også være salgbar.
Det parameter blev vægtet mindre ved kåringen af Årets Kage 2016, hvor dommerne i højere grad lagde vægt på det kreative islæt, udseendet og smagen.
26-årige Line Gorm Møller, der er konditor hos Kurhotel Skodsborg, leverede netop det, som dommerne efterspurgte.
En mandelcitronbund med et lag lys chokloadeknas. Herefter et lag appelsinmarmelade, et lag lys chokoladecreme og til sidst et lag appelsin broken gel.
Det var en synligt glad Line Gorm Møller, der kunne modtage vandrepokalen og en gavecheck på kroner 10.000,-
Se flere billeder fra kåringen af Årets Kage 2016 på Fødevareforbundet NNF's instagram profil