Nyhed

Fødevareforbundet NNF varsler konflikt mod Moesgaard Meat 2012 A/S

Hvis ikke Moesgaard Meat 2012 A/S inden den 17. maj sætter sin underskrift på den overenskomst, parterne er enige om, vil Fødevareforbundet NNF indlede en konflikt mod slagteriet

Hvis ikke Moesgaard Meat 2012 A/S inden den 17. maj sætter sin underskrift på den overenskomst, parterne er enige om, vil Fødevareforbundet NNF indlede en konflikt mod slagteriet

I mere end et halvt år har der ligget en næsten færdigforhandlet overenskomst mellem slagteriet Moesgaard Meat 2012 A/S der ligger udenfor Holstebro og Fødevareforbundet NNF.

Som udgangspunkt er parterne enige om indholdet i overenskomsten, men der mangler stadig en underskrift fra Moesgaard Meat 2012 A/S.

- Vi vil gerne kvittere for et rimeligt forhandlingsforløb med virksomheden, der gentagne gange har bekræftet over for Fødevareforbundet NNF, at de gerne indgå en overenskomst med os. Men det er lidt som at forelske sig og aftale brylluppet, men efter forlovelsen udsætter den ene part brylluppet igen og igen. Vores tålmodighed med virksomheden er ved at være brugt op, og derfor sætter vi nu handling bag ordene, og har sendt et konfliktvarsel til Moesgaard Meat 2012 A/S, forklarer forbundssekretær for slagterindustriområdet Jim Jensen.

Hvis ikke Moesgaard Meat 2012 A/S inden den 17. maj kontakter Fødevareforbundet NNF og får overenskomsten endeligt på plads, vil forbundet indlede en konflikt mod virksomheden. Forbundet vil samtidig anmode andre LO-forbund om at iværksætte en sympatikonflikt.

Det betyder, at de medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der arbejder på virksomheden, vil blive trukket ud af produktionen.

Hvis andre LO-forbund beslutter at iværksætte en sympatikonflikt, betyder det at deres medlemmer ikke udfører arbejde for virksomheden. Det kan ramme transporten af varer til og fra virksomheden. 

Håber på en mindelig løsning

Jim Jensen håber dog ikke, at sagen ender med en konflikt:

- Jeg vil tillade mig at være en smule ærgerlig over, at selvom vi ad flere omgange har imødekommet virksomhedens ønske om at udskyde tidspunktet for, hvornår overenskomsten skal træde i kraft, så fortsætter virksomheden med at skubbe underskriften. Det betyder nu, at vi desværre ikke ser andre udveje end at varsle konflikt mod virksomheden. Men der er ingen tvivl om, at vi stadig håber, at virksomheden besinder sig og underskriver overenskomsten med os snarest muligt.

Overblik: Sagen om Moesgaard Meat kort fortalt

5. juli 2012 Fødevareforbundet NNF opdager, at Moesgaard Meat A/S ikke følger overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og arbejdsgiverforeningen Danske Slagtermestre (DSM), som virksomheden er medlem af. Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland vurderer, at medarbejderne har mellem 500.000 og 700.000 kroner til gode.

16. juli 2012 Moesgaard Meat A/S går konkurs og alle medarbejdere fyres.

19. juli 2012 Virksomheden Moesgaard Meat 2012 A/S oprettes. De fyrede medarbejdere tilbydes ansættelse. Moesgaard Meat 2012 A/S er ikke medlem af nogen arbejdsgiverorganisation, og mener derfor ikke, at de er forpligtet til at følge overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og DSM. Det er Fødevareforbundet NNF uenig i, og indklager Moesgaard Meat 2012 A/S for arbejdsretten.

28. april 2015 Efter gentagne udsættelser af sagen, behandler Arbejdsretten den 12. marts 2015 sagen mellem Fødevareforbundet NNF og Moesgaard Meat 2012 A/S. Afgørelsen offentliggøres den 28. april 2015. Arbejdsretten giver ikke Fødevareforbundet NNF medhold og slår fast, at Moesgaard Meat 2012 A/S ikke er forpligtet af den overenskomst Moesgaard Meat A/S var omfattet af.

Efteråret 2015 Fødevareforbundet NNF og Moesgaard Meat 2012 A/S indleder forhandlinger om en virksomhedsoverenskomst mellem forbundet og virksomheden. Parterne når frem til et resultat, men Moesgaard Meat 2012 A/S ønsker at afvente en ny miljøgodkendelse, før de vil underskrive overenskomsten. Moesgaard Meat 2012 A/S sætter 1. april 2016 som dato for en underskrivelse af overenskomsten, men da miljøgodkendelsen fortsat ikke er i hus, ønsker virksomheden ikke at underskrive overenskomsten.

27. april 2016 Fødevareforbundet NNF sender konfliktvarsel til Moesgaard Meat 2012 A/S. Hvis ikke virksomheden inden den 17. maj 2016 tager kontakt til forbundet for at aftale, hvornår overenskomsten kan underskrives og træde i kraft, vil forbundet indlede en faglig konflikt med tilhørende sympatikonflikter mod virksomheden.