Nyhed

Fødevareforbundet NNF og Moesgaard Meat 2012 A/S enige om overenskomst

Den varslede konflikt mod Moesgaard Meat 2012 A/S er afblæst. Virksomheden er indstillet på at underskrive en overenskomst hurtigst muligt

Den varslede konflikt mod Moesgaard Meat 2012 A/S er afblæst. Virksomheden er indstillet på at underskrive en overenskomst hurtigst muligt

Få dage inden Fødevareforbundet NNFs varslede konflikt mod slagteriet Moesgaard Meat 2012 A/S ville træde i kraft, har virksomheden kontaktet forbundet for at fortælle, at de er indstillede på at underskrive en overenskomst hurtigst muligt.

Fødevareforbundet NNF varslede konflikt mod virksomheden, efter der i mere end et halvt år har ligget en overenskomst klar til underskrift. Moesgaard Meat 2012 A/S har hele tiden udskudt tidspunktet for underskrivelsen af overenskomsten, der med tidspunkt for ikrafttrædelsen.

Fødevareforbundet NNF gav virksomheden ind til tirsdag den 17. maj. Hvis Moesgaard Meat 2012 A/S ikke inden den 17. maj tog kontakt til forbundet med henblik på at underskrive overenskomsten, ville forbundet indlede en konflikt mod virksomheden den 17. maj ved arbejdstids start.

Men nu er der igen dialog mellem parterne.

En sejr for alle parter

Forbundssekretær for slagterindustriområdet i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen glæder sig over, at parterne nu er enige om en løsning:

- En overensomst er en sejr for alle parter. Ikke mindst for medarbejderne på slagteriet, som nu bliver omfattet af de forskellige rettigheder, overenskomsten sikrer dem. Jeg vil gerne kvittere for, at Moesgaard Meat 2012 A/S vil tage det afgørende skridt i forhold til at få en overenskomst for deres medarbejdere.

Af praktiske hensyn er det ikke muligt for Moesgaard Meat 2012 A/S at underskrive overenskomsten før den 24. maj, men ifølge Jim Jensen har de skrifteligt meddelt, at de agter at underskrive den med ikrafttrædelse så hurtigt som praktisk muligt.

Overblik: Sagen om Moesgaard Meat kort fortalt

5. juli 2012 Fødevareforbundet NNF opdager, at Moesgaard Meat A/S ikke følger overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og arbejdsgiverforeningen Danske Slagtermestre (DSM), som virksomheden er medlem af. Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland vurderer, at medarbejderne har mellem 500.000 og 700.000 kroner til gode.

16. juli 2012 Moesgaard Meat A/S går konkurs og alle medarbejdere fyres.

19. juli 2012 Virksomheden Moesgaard Meat 2012 A/S oprettes. De fyrede medarbejdere tilbydes ansættelse. Moesgaard Meat 2012 A/S er ikke medlem af nogen arbejdsgiverorganisation, og mener derfor ikke, at de er forpligtet til at følge overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og DSM. Det er Fødevareforbundet NNF uenig i, og indklager Moesgaard Meat 2012 A/S for arbejdsretten.

28. april 2015 Efter gentagne udsættelser af sagen, behandler Arbejdsretten den 12. marts 2015 sagen mellem Fødevareforbundet NNF og Moesgaard Meat 2012 A/S. Afgørelsen offentliggøres den 28. april 2015. Arbejdsretten giver ikke Fødevareforbundet NNF medhold og slår fast, at Moesgaard Meat 2012 A/S ikke er forpligtet af den overenskomst Moesgaard Meat A/S var omfattet af.

Efteråret 2015 Fødevareforbundet NNF og Moesgaard Meat 2012 A/S indleder forhandlinger om en virksomhedsoverenskomst mellem forbundet og virksomheden. Parterne når frem til et resultat, men Moesgaard Meat 2012 A/S ønsker at afvente en ny miljøgodkendelse, før de vil underskrive overenskomsten. Moesgaard Meat 2012 A/S sætter 1. april 2016 som dato for en underskrivelse af overenskomsten, men da miljøgodkendelsen fortsat ikke er i hus, ønsker virksomheden ikke at underskrive overenskomsten.

27. april 2016 Fødevareforbundet NNF sender konfliktvarsel til Moesgaard Meat 2012 A/S. Hvis ikke virksomheden inden den 17. maj 2016 tager kontakt til forbundet for at aftale, hvornår overenskomsten kan underskrives og træde i kraft, vil forbundet indlede en faglig konflikt med tilhørende sympatikonflikter mod virksomheden.