1. maj startede et nyt ferieår. Men som ledig kan det være svært at finde hoved og hale i feriereglerne. Juridisk konsulent i Fødevareforbundet NNFs a-kasse Marie Beck Jensen forklarer her de vigtigste regler
Er du på dagpenge har du også ret til ferie. Her får du de vigtigste regler forklaret af Marie Beck Jensen, juridisk konsulent i Fødevareforbundet NNFs a-kasse.
Egen optjent ferie fra arbejdsgiver
Hvis du har arbejdet hos en arbejdsgiver i 2015 har du optjent betalt ferie til afholdelse i ferieå ret 1. maj 2016 - 30. april 2017.
Hvis du har været ansat hele 2015 har du optjent ret til 5 ugers betalt ferie.
Hvis du er time-, uge- eller 14-dages lønnet, eller hvis du er ophørt i en ansættelse som månedslønnet i 2015, har du optjent ret til ferie med feriegodtgørelse.
Du skal søge om udbetaling af din feriegodtgørelse på Feriepengeinfo.dk.
Feriedagpenge optjent fra a-kassen
Hvis du har modtaget ydelser fra a-kassen, sygedagpenge eller barselsdagpenge fra din kommune i 2015, har du optjent feriedagpenge til afholdelse af ferie i ferieåret 1. maj 2016 - 30. april 2017.
Du optjener ikke feriedagpenge på baggrund af efterlønsydelse. Før du kan få dine feriedagpenge udbetalt er det en betingelse, at du har afholdt din egen optjente ferie, hvis du har optjent ferie hos en rbejdsgiver i 2015.
Du kan ikke overføre dine ferie dagpenge til et nyt ferieår. Hvis du ikke har søgt dine feriedagpenge senest den 31. maj 2017 bortfalder dine optjente feriedagpenge.
Udbetaling af feriedagpenge
Hvis du har optjent ret til feriedagpenge til ferieåret 1. maj 2016 - 30. april 2017 vil du i starten af april måned modtage et brev, som indeholder oplysninger om, hvor mange dage du har optjent.
Du skal søge digitalt på Tast Selv a-kassen på nnf.dk/a-kasse. Log ind på Tast Selv a-kassen og vælg ferie i menuen, her ligger din ansøgning.
Dit ferieregnskab kan du se under menupunktet Mine data, hvor vi har registreret optjent og afholdt ferie. Din udbetalings meddelelse leveres til din E-boks.
Giv besked om din ferie hvis du er ledig eller efterlønsmodtager
Du skal holde din ferie på de dage dine feriepenge er udbetalt for. Hvis du er ledig skal du huske at oplyse din ferie til a-kassen og til jobcenteret mindst 14 dage før ferien afholdes.
Hvis du ikke meddeler din ferie rettidigt, kan det få konsekvenser for din ret til ydelser.
Hvis du er efterlønsmodtager skal du oplyse a-kassen om, at du har modtaget feriepenge, da feriepengene skal modregnes i din efterløn.