Foto af Mads Andersen, Jim Jensen og Peter Hummelgaard Thomsen
Nyhed

Folkemøde: »Vi lever forskellige liv. Har forskellige arbejdsliv. Derfor skal vi have en differentieret pensionsalder«

Hvordan kan vi leve med et længere arbejdsliv? Det spørgsmål stillede Fødevareforbundet NNF til Folkemødet. Situationen er uholdbar, var der enighed om fra Konservative og Socialdemokraterne

Hvordan kan vi leve med et længere arbejdsliv? Det spørgsmål stillede Fødevareforbundet NNF til Folkemødet. Situationen er uholdbar, var der enighed om fra Konservative og Socialdemokraterne

Den alvorlige situation blev tegnet op af Emilie Lichtenberg, senioranalytiker fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd - AE.

- Hver femte medlem af Fødevareforbundet NNF har et hårdt fysisk arbejdsmiljø. Det er karakteriseret ved et fysisk anstrengende arbejde, du er træt efter en typisk arbejdsdag, du er udsat for smertebegrænsninger og belastninger som tunge løft eller ensartede gentagede bevægelser. Faktisk har 90 % af Fødevareforbundet NNFs medlemmer mindst en af de ergonomiske belastninger, sagde senioranalytikeren og slog fast:

- Når medlemmerne af Fødevareforbundet NNF når 60-årsalderen er den forventede levetid to et halvt år kortere end for en akademiker.

Jesper Schmidt, der er arbejdsmiljørepræsentant hos Danish Crown på Bornholm lagde til det dystre billede.

Kan du fortsætte til du er 70?, blev han spurgt:

- Nej. Og det kan mine kolleger heller ikke, lød svaret.

Minerne blev lagt i alvorlige folder hos resten af debatpanelet i Fødevareforbundet NNFs telt.

Differentieret pensionalder på bordet

Foran et tæt pakket debattelt skulle forbundssekretær hos Fødevareforbundet NNF Jim Jensen, det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Hummelgaard Thomsen og den konservative folketingskandidat Mads Andersen finde løsninger på spørgsmålet: Hvordan kan vi leve med et længere arbejdsliv?

Peter Hummelgaard Thomsen slog tonen an.

- Det her er den vigtigste debat for vores velfærd. Jeg vil have lighed. Det er misforstået vi skal trække os tilbage fra arbejdsmarkedet samtidig, sagde Peter Hummelgaard Thomsen.

- Vi lever forskellige liv. Har forskellige arbejdsliv. Derfor skal vi have en differentieret pensionsalder, sagde socialdemokraten.

Fødevareforbundet NNF støtter også en differentieret pensionsalder.

Jim Jensen kom med en kritik af de ydelser og muligheder, man har i dag, når man nærmer sig afslutningen på arbejdslivet.

- Jeg regner med, at I er klar over, at folk indretter sig efter de forhold og de regler, der gælder, spurgte han retorisk og fortsatte:

- Hvis jeg skal varetage mine medlemmers interesse, så skal jeg ved næste overenskomstforhandling afskaffe pensionsordningen og råde mine medlemmer til ikke at eje noget. Alt for mange ender på offentlige ydelser, og så skal de æde deres mursten først. Regnestokmodellen inde i finansministeriet går ikke op, når ikke man har nogle mennesker, der er i stand til at udføre et stykke arbejde.

Den konservative Mads Andersen kom resten af debatpanelet i møde. Han anerkendte til fulde, at der er en udfordring når efterlønnen er ved at blive afskaffet.

Men enigheden varede ikke hele debatten.

- Hvis man er startet som rengøringsdame som 16-årig, som min mor, så er man både fysisk nedslidt, men man er ikke så nedslidt, at man kan få førtidspension. Men man er arbejdsmæt og træt, sagde Peter Hummelgaard Thomsen.

Men har vi råd til at folk kan trække sig tilbage når de er mætte af at arbejde?, blev Mads Andersen spurgt.

- Nej det synes jeg ikke, lød det kontante svar.