Jager fødevareafgifter industriarbejdspladser ud af Danmark? Det var overskriften for debatten på Folkemødet fredag middag. Punktafgiftssystemet fik en hård medfart fra både DI, politikere og Fødevareforbundet NNF
Sammen med DI Fødevarer inviterede Fødevareforbundet NNF til debat om punktafgifter på fødevarer: Jager fødevareafgifter industriarbejdspladser ud af Danmark?, lød spørgsmålet.
Og der var fra starten bred enighed i hele debatpanelet; det er en jungle at finde rundt i de mange punktafgifter på fødevarer.
Om det var den truende regn, der var årsagen er uvist. Men der var mødt masser af mennesker op til debatten mellem skatteminister Karsten Lauritzen (Venstre), Jeppe Bruus (Socialdemokraterne), advokat hos Bech-Bruun Christian Vinding Thomsen, Ole Linnet Juul fra DI Fødevarer, direktør for Haribo lakrids Klaus Christensen og forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.
Ole Linnet Juul fra DI Fødevarer slog tonen an:
- Der er mange afgifter, tiden er løbet fra.
- For første gang falder grænsehandlen. Det er for øl og sodavand, hvor man nedsatte afgifterne i 2014. Men grænsehandlen stiger for chokolade, sagde Ole Linnet Juul.
- Det er jo ikke afgifterne, der skal være afgørende for vores konkurrenceevne. Det er kvaliteten, supplerede Ole Wehlast.
Punktafgiftssystemets synderegister blev remset op af panelet: illegal slik på hylderne i danske kiosker, øget grænsehandel, ringe adfærdsregulerende virkninger, administrativt bøvl og et ugennemskueligt system.
Skatteministeren kom parterne i møde:
- Vi skal leve af gode danske fødevarer. Og vi skal også leve af gode danske usunde fødevarer, sagde ministeren med et smil på løben og fortsatte:
- Vi har nedsat et saneringsudvalg der skal rydde op i virvaret af punktafgifter. Vi vil sætte punktafgifterne ned. Men i al stilfærdighed vil jeg sige, at vi ikke kan trylle alle punktafgifterne væk, sagde ministeren, der nævnte, at et redskab til at gøre afgiftssystemet mere simpelt kunne være at indføre en bagatelgrænse.
Den kommende regulering af sukkerafgiften fik også hårde ord med på vejen fra Haribo lakrids, DI Fødevarer og Fødevareforbundet NNF.
De tre politikere gav ingen løfter, men ville ikke afvise at sløjfe den kommende regulering.