Nyhed

Boom af pensionsmillionærer i Fødevareforbundet NNF

Industriens Pension og PensionDanmark udklækker en lind strøm af pensionsmillionærer. Stigningen i antallet af medlemmer, der har rundet millionen på pensionsopsparingen, er eksplosiv.

Industriens Pension og PensionDanmark udklækker en lind strøm af pensionsmillionærer. Stigningen i antallet af medlemmer, der har rundet millionen på pensionsopsparingen, er eksplosiv.

Alene i Industriens Pension har mere end 10.000 medlemmer én million kr. eller mere stående på pensionskontoen. Ud af dem er cirka 800 medlemmer af Fødevareforbundet NNF.  

- Industriens Pension har eksisteret siden 1993, så det har taget tid, inden medlemmerne har fået op til en million kr. sparet sammen. Men nu går det stærkt, hvilket viser, hvor stor betydning, det har for rigtig mange mennesker, at de via deres job løbende får sparet op til deres alderdom, siger Laila Mortensen, der er administrerende direktør i Industriens Pension.

En gennemsnitlig pensionsmillionær i Industriens Pension er i dag 51 år gammel.

10-dobling af pensionsmillionærer på tre år

På kun tre år er antallet pensionsmillionærer i Industriens Pension vokset med næsten 9.000 medlemmer - altså en 10-dobling.

Fra omkring midten af 2014 til midten af 2015 er udklækningen af pensionsmillionære gået hurtigt. Det skyldes de meget høje afkast i den periode.

- Medlemmernes opsparinger vokser hele tiden i takt med, de har sparet op i længere tid, og indbetalingerne vokser. Samtidig betyder afkastet rigtig meget. Fra 2013 til og med 2015 har medlemmerne i gennemsnit fået 28,6 % i afkast, hvilket svarer til en opsparing på 500.000 kr. er vokset med næsten 150.000 kr. alene pga. afkastet, siger Laila Mortensen.

En prognose viser, at antallet af pensionsmillionærer i Industriens Pension forventes at have rundet 50.000 medlemmer om fem år.

Tjek om du er pensionsmillionær

På dine personlige sider på dit pensionsselskabs hjemmeside kan du se, om du har rundet millionen.

Industriens Pension: industrienspension.dk/minside 
PensionDanmark: pension.dk/dinpension.