Nyhed

Blog: Staten tager fra de fattige og giver til de rige

For et års tid siden blev det afsløret, at nogle smarte personer har franarret den danske stat over 9,3 mia. kr. For nylig kom det frem, at rigmænd og firmaer - med hjælp fra banker og advokater - har skjult knap 150 mia. kr. i skattely.

Og nu har statsrevisorerne en mistanke om, at der er svindlet for milliarder i forbindelse med udbetalingen af negativ moms.

Samtidig skal vi lægge ryg til nedskæringer og besparelser på stort set alle offentlige områder. Og som en omvendt Robin Hood, er det dem, der har mindst, der bliver ramt hårdest. De rigeste har deres på det tørre i skattely, mens kontanthjælpsloftet gør de fattige fattigere. Det synes jeg skuffende og sørgeligt.

Hvis staten var lige så kritisk og nidkær overfor griske firmaer, som den er over for ledige borgere, så ville vores samfund have været mange milliarder rigere.

De mange offentlige spareøvelser rammer vores medlemmer hårdt. Det gælder også, når Arbejdstilsynet nedlægger 125 stillinger. Og når Arbejdsskadestyrelsen udflytter 325. For behandlingstiden - der i dag er 27 måneder - vil sandsynligvis blive endnu længere, eftersom ikke alle medarbejdere vil flytte med til provinsen.

Og så har jeg ikke engang nævnt regeringens omprioriteringsbidrag, som medfører hårde besparelser på ældre, børne- og uddannelsesområdet.


Bragt i Substans nr. 2 2016